Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Brasilia, 08/08/2026 - 02:20

Skovrydningen i verdens største regnskov falder markant

Brasiliens præsident har sat kampen ind for at redde Amazonas, hvor skovrydningen når laveste niveau i ti år.

Evaristo Sa/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/AFP

Der bliver fældet langt færre træer i verdens største tropiske regnskov end tidligere.

Det viser nye tal fra Brasiliens Nationale Institut for Rumforskning.

Skovrydningen i Amazonas er i perioden august 2025 til juli 2026 faldet med næsten 37 procent i forhold til året før, viser tallene. Det er det laveste niveau i et årti.

Instituttet begyndte at overvåge skovrydningen via satellit i 2016.

Brasiliens venstreorienterede præsident, Luiz Inácio Lula da Silva, har lovet at sætte en stopper for ulovlig skovrydning inden 2030. Han stiller op til genvalg i oktober.

- Tallene tyder på, at vi kan nå det her mål, hvis vi fastholder det nuværende tempo med den seriøsitet, vi har udvist, og ved at stille de nødvendige ressourcer til rådighed, siger Lula.

Store dele af Amazonas er gennem årtier fældet til fordel for kvægdrift og dyrkning af afgrøder.

Amazonas er verdens største regnskov og er mål for stort internationalt fokus, da den spiller en vigtig rolle i at regulere klodens klima.

Regnskoven lagrer enorme mængder CO2, som ellers ville bidrage til drivhuseffekten i atmosfæren, og har ifølge forskere dermed stor betydning for det globale klima.

Der blev fældet markant flere træer i Amazonas, da Brasiliens højrefløjspræsident Jair Bolsonaro sad ved magten.

Skovrydningen nåede sit højdepunkt i 2022, hvor der blev fældet 12.500 kvadratkilometer regnskov.

I perioden august 2025 til juli 2026 blev der ryddet 2874 kvadratkilometer.

Til det kommende præsidentvalg står Lula over for senator Flávio Bolsonaro, som er søn af den kupdømte ekspræsident Jair Bolsonaro.

Flávio Bolsonaro ser de beskyttende tiltag over for regnskoven som en hindring for Brasiliens økonomiske vækst. Han har svoret at stoppe et forbud mod sojaproduktion, der rydder regnskoven.

Meningsmålingerne viser tæt løb mellem de to præsidentkandidater, men præsident Lula ligger en smule foran.

RITZAU/AFP

TjekDet - faktatjek