Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Sorø, 28/05/2026 - 17:16

Sigtelse: Tre mænd brugte slag og halsgreb under voldtægt af pige

En 26-årig mand er blevet fængslet, mens to andre er løsladt i en sag om voldtægt nytårsnat i Sorø.

Af: /ritzau/

Tre mænd er mistænkt for at stå bag en grov voldtægt af en 17-årig pige begået i en lejlighed i Sorø nytårsnat, og torsdag blev de tre stillet for en dommer ved Retten i Næstved.

Dommeren skulle vurdere, om der er grundlag for at varetægtsfængsle mændene, mens politiet efterforsker sagen, men det er der kun for en af mændenes vedkommende.

Anklagerfuldmægtig Jonas Langkjær fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser til Ritzau, at en 26-årig er blevet fængslet i sagen.

Selv om retten har vurderet, at der er en begrundet mistanke om, at han har voldtaget pigen, så har retten afvist at fængsle ham på baggrund af den del af anklagemyndighedens sigtelse, som drejer sig om, at der skulle foreligge særligt skærpende omstændigheder.

To andre mænd på henholdsvis 25 og 30 år blev også fremstillet i retten. For deres vedkommende vurderede dommeren, at der ikke var en tilstrækkeligt begrundet mistanke mod dem, til at de kunne fængsles. De to blev derfor løsladt. Alle nægter sig skyldige.

Sagens nærmere detaljer kan Jonas Langkjær ikke gøre rede for, da retsmødet blev holdt for lukkede døre. Størstedelen af de oplysninger, der blev fremlagt i retten, må derfor indtil videre ikke offentliggøres.

Selve sigtelsen er dog ikke omfattet af de lukkede døre, og af den fremgår det, at mændene er mistænkt for at have voldtaget pigen flere steder i lejligheden.

Der er ifølge sigtelsen tale om samleje - sådan lyder det i lovteksten, uanset om det er frivilligt eller ej - efter at partneren har trukket sit samtykke tilbage.

Straffelovens samtykkebestemmelse indbærer, at der ikke alene skal foreligge samtykke før et samleje, men at samtykket foreligger hele vejen.

Det fremgår af sigtelsen mod de tre, at pigen både har tilkendegivet sin modvilje ved at sige nej og ved at forsøge at skubbe mændene væk.

Det måtte hun opgive på grund af deres fysiske styrke og på grund af frygten for, at mændene ville være endnu mere voldsomme, end de allerede var, lyder det i sigtelsen.

Ifølge sigtelsen skulle pigen være blevet udsat for gentagne slag på kroppen og halsgreb. Mændene kaldte hende derudover for en "dum luder" og "retarderet", lyder det.

TjekDet - faktatjek