Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Warszawa, 03/02/2026 - 13:21

Polen vil undersøge mulig russisk involvering i Epsteins handlinger

Polen vil igangsætte undersøgelse om russisk involvering efter offentliggørelse af nye Epstein-dokumenter.

Af: /ritzau/

Polen vil starte en undersøgelse af mulig russisk involvering i den afdøde sexforbryder og rigmand Jeffrey Epsteins handlinger.

Det siger landets premierminister, Donald Tusk, tirsdag ifølge Reuters.

Derudover skal der iværksættes en undersøgelse af potentielle polske konsekvenser af Epsteins handlinger, lyder det fra premierministeren.

Premierministeren uddyber ikke umiddelbart yderligere.

Meldingen kommer, efter at USA's justitsministerium offentliggjorde nye Epstein-dokumenter fredag.

De nye dokumenter viser blandt andet Epsteins forbindelser til flere prominente europæere.

Det gælder blandt andre den norske kronprinsesse, Mette-Marit, den britiske politiker Peter Mandelson og Joanna Rubinstein, der var bestyrelsesformand for Sverige for UNHCR, indtil hun mandag trak sig efter sin forbindelse til Epstein.

Også den tidligere norske statsminister Thorbjørn Jagland har haft en tættere kontakt med Epstein, end hvad der tidligere var kendt.

I november 2025 kom det frem, at Jeffrey Epstein i 2018 forsøgte at give en besked til Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, der lød: "Hvis du gerne vil forstå Trump, så tal med mig".

Det viste en e-mail, som Epstein ifølge mediet Politico var afsender på.

E-mailen er dateret til den 24. juni 2018 og blev sendt til Thorbjørn Jagland, der på daværende tidspunkt var generalsekretær for Europarådet.

Mailen blev sendt, knap en måned før USA's præsident, Donald Trump, skulle mødes med sit russiske modstykke, Vladimir Putin, i Helsinki i 2018.

I mailen skrev Epstein, at "jeg tror, du måske vil foreslå Putin, at Lavrov (Ruslands udenrigsminister, red.) kan få indsigt ved at tale med mig".

/ritzau/

TjekDet - faktatjek