Washington D.C., 28/12/2025 - 23:21
Trump melder om fremskridt ved Zelenskyj-møde - men ingen aftale
USA's præsident kalder møde med Zelenskyj for fremragende, men han siger ikke, hvor langt de er fra en aftale.
Jim Watson/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
USA's præsident, Donald Trump, siger, at der ved et møde med den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, blev gjort store fremskridt på vej mod at afslutte krigen i Ukraine.
Udmeldingen kommer på et fælles pressemøde med Zelenskyj, efter at de to har holdt møde i Trumps ejendom Mar-a-Lago i Florida.
Trump siger, at mødet var "fremragende".
- Vi gjorde en masse fremskridt mod at afslutte krigen, siger Trump.
Han siger dog ikke, hvor langt de er fra en egentlig aftale.
Søndagens møde mellem Zelenskyj og Trump har blandt andet haft fokus på en ny 20-punktsplan.
Zelenskyj siger, at alle aspekter af rammerne omkring en fredsaftale blev diskuteret, og at der er "90 procent" enighed om 20-punktsplanen.
Præsident Zelenskyj havde inden mødet udpeget spørgsmålet om territorier som det sværeste, og her er der endnu ikke en løsning.
Det gælder blandt andet for Donbas-regionen i Østukraine, hvor Rusland kræver hele regionen, på trods af at Ukraine fortsat kontrollerer omkring ti procent.
Om det spørgsmål siger Donald Trump:
- Jeg vil sige, at vi ikke er blevet enige. Men vi er kommet det meget tættere.
På trods af de optimistiske toner fra Trump vil han ikke love, at der lander en aftale, og han vil heller ikke komme med en tidsramme.
- Hvis det går virkelig godt, måske få uger. Men hvis det går virkelig dårligt, så sker det ikke. Om få uger vil vi vide, hvad der kommer til at ske. Det har været en svær forhandling, lyder det.
Ukraines og USA's præsident havde efter mødet en telefonsamtale med en række europæiske stats- og regeringsledere, herunder den franske præsident, Emmanuel Macron, og Tysklands forbundskansler, Friedrich Merz.
Mødet mellem Trump og Zelenskyj har været genstand for intenst fokus, blandt andet efter at et møde i februar mellem de to gik helt skævt og endte i mundhuggeri for åben skærm.
/ritzau/




