Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 01/03/2026 - 11:09

Socialdemokratiet vil sikre bedre lånemuligheder i landdistrikter

Statsgarantier for boliglån skal styrkes og udvides, hvis det står til Socialdemokratiet i et udspil.

Af: /ritzau/

Socialdemokratiet vil blandt andet udvide ordningen for statsgaranterede boliglån, så den øvre grænse går fra 90 til 100 procent af den del af lånet, som er statsgaranteret.

Det fremgår af et nyt udspil fra Socialdemokratiet, som søndag er blevet præsenteret af skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) og erhvervsminister Morten Bødskov (S) i Holstebro.

Det handler om at sikre bedre lånemuligheder til en bolig i landdistrikter og landsbyer.

- Det skal være sådan, at folk skal kunne udleve deres drøm om en bolig i alle dele af Danmark. Ikke mindst i vores landdistrikter.

- Der er behov for at give danskerne bedre mulighed for at få lån, og derfor vil vi udvide mulighederne for at få statsgaranterede lån til køb af bolig, siger Bødskov.

Desuden vil Socialdemokratiet øge dækningsgraden, så "der kan opnås statsgaranti for en større andel af ejendommens kontantværdi", fremgår det af udspillet.

Står det til Socialdemokratiet, skal det også kun være én bank eller realkreditinstitut, som fremover skal udbyde boliglån med statsgaranti.

Banken eller realkreditinstituttet skal udpeges gennem et udbud.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek