Kyiv, 02/06/2025 - 20:23
Zelenskyj beder Trump skærpe sanktioner mod Rusland
Russerne har kun foreslået en kort pause i kampene og vil ikke have en reel våbenhvile, siger Zelenskyj.
Ints Kalnins/Reuters
Af: /ritzau/
Rusland ønsker ikke en våbenhvile, og nye sanktioner må tvinge russerne til at stoppe angrebene mod Ukraine.
Det mener Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, som kritiserer, at Rusland kun har foreslået en "kort pause" med to eller tre dages våbenhvile.
Få timer forinden var et møde i den tyrkiske storby Istanbul mellem russiske og ukrainske delegationer slut.
Rusland har på mødet tilbudt at holde to eller tre dages våbenhvile, så de stridende parter får en chance for at indsamle deres døde fra slagmarken.
Ukraine kræver 30 dages våbenhvile, men det har Rusland afvist.
- Russerne gør alt for ikke at indstille beskydningen og fortsætte krigen. Nye sanktioner er meget vigtige nu, skriver Zelenskyjs stabschef, Andrij Jermak, ifølge Reuters på beskedtjenesten Telegram.
Zelenskyj opfordrer USA's præsident, Donald Trump, til at indføre flere sanktioner mod Rusland for at tvinge landet til at indgå våbenhvile.
- Vi forventer virkelig, at Trump kommer med markante tiltag, siger den ukrainske præsident.
Han tilføjer, at USA bør "presse russerne til en våbenhvile med skrappe sanktioner".
Rusland har meddelt, at landet vil kun gå med til en fuld våbenhvile, hvis ukrainske tropper trækker sig helt tilbage fra fire regioner, som Rusland gør krav på og delvist kontrollerer.
Det viser et forhandlingsdokument, som statslige russiske nyhedsbureauer har offentliggjort mandag, skriver AFP.
Notatet blev givet til Ukraine under mandagens møde i Istanbul.
Dermed gentager Rusland sit krav på de fire delvist besatte ukrainske regioner Donetsk, Luhansk, Zaporizjzja og Kherson.
En anden mulighed er en "pakkeaftale", der indeholder ti betingelser, skriver det russiske nyhedsbureau Ria ifølge Reuters.
Til gengæld for 30 dages våbenhvile kræver Rusland blandt andet, at der holdes valg i Ukraine, at Vesten stopper med at sende våben til Ukraine, at Ukraine stopper mobilisering af mænd til militæret, og at de økonomiske bånd mellem de to lande genoprettes.
Ukraine har tidligere afvist de krav.
/ritzau/