Teheran, 05/04/2026 - 00:36
Iransk general truer Trump tilbage og kalder ultimatum dumt
Trump truer Iran med, at "helvede vil bryde løs", hvis ikke Iran indgår aftale eller åbner Hormuzstrædet.
Alex Brandon/Reuters
Af: /ritzau/
En general fra Irans militære centralkommando kalder USA's præsident Donald Trumps trussel om at ødelægge iransk infrastruktur inden for 48 timer for hjælpeløs og dum.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
I en udtalelse fra centralkommandoens hovedkvarter beskriver general Ali Abdollahi Aliabadi truslen fra Trump som en "hjælpeløs, nervøs, ubalanceret og dum handling".
Generalen advarer Trump om, at "den enkle betydning af beskeden er, at helvedes porte vil åbne sig" for ham.
Meldingen kommer, efter at Donald Trump lørdag i et opslag på sit sociale medie, Truth Social, gentog tidligere fremsatte trusler mod Iran.
Inden for en tidshorisont på nu 48 timer skal Iran ifølge Trump indgå en aftale eller åbne Hormuzstrædet, hvor 20 procent af verdens olieforbrug før krigen dagligt passerede igennem.
- Husker I, da jeg gav Iran ti dage til at indgå en aftale eller åbne Hormuzstrædet? Tiden løber ud. 48 timer før helvede bryder løs, skrev Donald Trump lørdag.
Den 22. marts gav han ligeledes Iran et ultimatum:
- Hvis ikke Iran, uden trusler, fuldt ud åbner Hormuzstrædet inden for 48 timer fra dette nøjagtige tidspunkt, vil USA ramme og udslette deres forskellige kraftværker begyndende med det største først, lød det fra Trump.
Også dengang kom advarslen i et opslag på Truth Social.
Efterfølgende forlængede Trump sin deadline med ti dage, hvilket er de ti dage, han henviser til i lørdagens opslag på Truth Social.
De ti dage udløber mandag den 6. april klokken 20.00 lokal tid. Det er i Danmark 7. april klokken 02.00.
Fredag skrev The Wall Street Journal, at forhandlinger mellem Iran og USA under ledelse af Pakistan er gået i stå.
Det oplyste unavngivne mæglere til det amerikanske medie.
Ifølge mæglerne havde Iran officielt meddelt dem, at iranske embedsfolk ikke vil mødes med amerikanske embedsfolk i Pakistans hovedstad, Islamabad, i de kommende dage, skrev mediet.
USA og Israel indledte krigen i Iran den 28. februar. Ifølge Trump skete det for at forhindre Iran i at udvikle atomvåben og udvikle missiler, der kan nå USA.
/ritzau/




