Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

USA, 21/11/2023 - 12:51

Brigitte Nielsen blev mor som 55-årig: Ingen siger noget til De Niro

Brigitte Nielsen har mere tålmodighed og ekstra kærlighed at give. - Jeg tror, det er, fordi jeg har en bedstemors alder, siger den 60-årige kendis.

Faye Sadou/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Efter 13 års fertilitetskamp blev den danske skuespiller og mediepersonlighed Brigitte Nielsen i en alder af 54 år gravid og fødte som 55-årig datteren Frida.

Men det var langtfra alle, der var lige begejstrede over nyheden om den dengang forestående familieforøgelse.

Mange - inklusive hendes fire voksne sønner - mente, at hun var for gammel til at sætte et lille nyt liv i verden, fortæller Brigitte Nielsen nu - fem år efter fødslen - i et interview med magasinet People.

- Først og fremmest er der ikke noget, der hedder "for gammel", siger Brigitte Nielsen i interviewet.

- Vi siger ikke det samme til mænd, som får børn i deres 60'ere, 70'ere og selv i 80'erne. Se på Robert De Niro - han er 79 år og har et barn på syv måneder.

Brigitte Nielsen har Frida sammen med sin mand, den italienske model Mattia Dessi. Parret mødte hinanden for 19 år siden. Hun var 41, han var 25.

Også dengang oplevede Brigitte Nielsen, at aldersforskellen blev påtalt - nærmest på samme måde, som da Frida kom til verden, siger hun.

- Børn siger altid, at deres bedstemødre er de bedste. Jeg føler, at jeg har det samme mindset og de følelser. Jeg har tålmodigheden og den ekstra kærlighed at give nu, og jeg tror, det er, fordi jeg har en bedstemors alder., siger hun i People-interviewet.

Brigitte Nielsen har en 39-årig søn fra ægteskabet med den danske musiker Kasper Winding, en 33-årig søn fra forholdet med den amerikanske fodboldspiller Mark Gastineau og to sønner på henholdsvis 30 og 28 år fra sit fjerde ægteskab med schweiziske Raoul Meyer.

- Da jeg var en yngre mor, jonglerede jeg ofte med at være single, være på et fly eller et filmset. Nu kommer Frida først, siger Brigitte Nielsen.

Faktisk var graviditeten med Frida den nemmeste.

- Måske fordi jeg har gjort det fire gange før, og mine prioriteter nu har ændret sig. Det var et inderligt, inderligt ønske og et valg, siger Brigitte Nielsen.

- Lægen advarede mig om at være realistisk med hensyn til mine chancer. Han fortalte mig, at jeg havde to og en halv procents chance for at blive gravid, så da det endelig skete, var det bare fantastisk. Men med Frida kunne jeg have været gravid i endnu et år. Da jeg endelig fødte, var det hele så nemt.

Brigitte Nielsen opnåede stjernestatus, efter at hun i 1985 spillede over for Sylvester Stallone i boksefilmen "Rocky IV".

De blev gift kort tid efter filmens premiere, hvorefter hun i årevis var kendt som Gitte Stallone.

Forholdet fik stor opmærksomhed, men efter 19 måneder og endnu en film sammen blev de dog skilt.

Vejen til den store berømmelse begyndte, da Brigitte Nielsen som 16-årig indledte sin modelkarriere. Hun arbejdede for store mærker som Armani og Versace og var for det meste at finde i storbyer som New York, Paris, Milano og Berlin.

I 1985 fandt hun vej til det store lærred, da hun i sin debutfilm, "De frygtløse", spillede over for Arnold Schwarzenegger.

Hun er også kendt fra filmene "Frækkere end politiet tillader 2" og for "Creed II", som Sylvester Stallone også medvirker i.

/ritzau/

Los Angeles, 31/12/2025 - 00:42

Mel Gibson og 35-årig filminstruktør går fra hinanden efter ni år

69-årige Mel Gibson og 35-årige Rosalind Ross vil trods brud fortsætte fælles opdragelse af sønnen, lyder det.

Den Oscar-vindende skuespiller Mel Gibson og filminstruktøren Rosalind Ross er efter ni års forhold gået fra hinanden.

Det bekræfter en talsperson for Gibson til nyhedsbureauet Reuters.

Meldingen kommer, efter at magasinet People tidligere tirsdag bragte en fælles udtalelse, hvor der stod, at parret gik fra hinanden for et år siden, men at de har ventet med at dele nyheden indtil nu.

Trods bruddet har parret planer om at fortsætte en fælles opdragelse af deres otteårige søn, Lars.

- Selv om det er trist at afslutte det her kapitel i vores liv, er vi velsignet med en smuk søn, og vi vil fortsætte med at være de bedst mulige forældre, lød det i udtalelsen fra Gibson og Ross til People.

Den 69-årige Mel Gibson, der blandt andet er kendt fra Mad Max-filmene, og den 35-årige Rosalind Ross, som er tidligere voltigør, var ikke gift.

Voltigering er akrobatik på hesteryg.

Udover sønnen Lars har Gibson syv børn med Robyn Moore, som han var gift med fra 1980 til 2011.

Han har desuden en 16-årig datter med den russiske pianist Oksana Grigorieva.

/ritzau/

Læs Mere >>

Brignoles, 30/12/2025 - 11:39

Clooney bliver fransk statsborger for at undgå fotografers blitz

Maja Smiejkowska/Reuters

George Clooney og familien er blevet franske statsborgere i jagten på privatliv væk fra paparazzofotografer.

Der er mange, der vil have en bid af den verdensberømte skuespiller George Clooney, og det har fået familien til at tænke i nye baner.

Sammen med sin hustru og deres to børn er George Clooney netop blevet franske statsborgere af hensyn til privatlivet.

Det skriver Reuters.

Tidligere i december forklarede verdensstjernen, at det var vigtigt for familien at bo et sted, hvor de havde mulighed for at leve et normalt liv.

Det er ifølge familien muligt i Frankrig, hvor der er strammere regler for paparazzofotografer sammenlignet med USA.

- Her (Frankrig, red.) tager de ikke billeder af børnene. Der er ingen paparazzi, der gemmer sig ved skolernes porte. Det er det vigtigste for os, sagde Clooney til det franske medie RTL.

Familien har siden 2021 ejet en gårdejendom i den sydfranske by Brignoles.

- Vi har også et hus i USA, men det sted, hvor vi er lykkeligst, er på denne gård, hvor børnene kan have det sjovt, lød det fra George Clooney.

Clooney slog igennem i midten af 1990'erne som Doctor Doug i den populære amerikanske tv-serie "Skadestuen".

Siden markerede han sig i film som "Batman", svindleren Danny i "Oceans Eleven" i flere versioner og "Three Kings".

I 2006 fik han en Oscar for sin rolle som antihelt i form af den kasserede CIA-agent Bob Barnes i Mellemøst-thrilleren "Syriana" i en rolle tillagt 15 kilo ekstra ølvom.

Året efter blev han nomineret til en Oscar for sin titelrolle i "Michael Clayton". Igen i 2009 var han blandt de indstillede til en Oscar for sin hovedrolle i "Up in the Air".

Undervejs har Clooney også selv instrueret og skrevet film som "Good Night, and Good Luck" om 1950'ernes antikommunistiske heksejagter. Samt været nomineret til seks Oscars.

Filmen er blandt årsagerne til, at Clooney fik ry som en af Hollywoods toneangivende, venstreorienterede stemmer. Han var også stordonor ved tidligere præsidentvalg i USA til både Barack Obamas og Hillary Clintons valgkampagner.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 29/12/2025 - 11:00

FAKTA: Investeringer i forsvar er fordoblet

* En opgørelse viste for et par måneder siden, at pensionsbranchen har fordoblet beholdningen af investeringer i forsvarsvirksomheder.

* Fra januar 2024 til april 2025 er forsvarsinvesteringerne øget fra godt 9 milliarder kroner til næsten 19 milliarder kroner.

* Stigningen skyldes både, at pensionsselskaber har øget deres eksisterende investeringer i forsvar, at nye pensionsselskaber er gået ind på området, og at især europæiske børsnoterede forsvarsaktier er steget i værdi.

Kilde: Forsikring og Pension.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 29/12/2025 - 11:00

Dine pensionskroner kan ende i våben

Khaled Desouki/Ritzau Scanpix

Hvis du ikke ønsker, at din pensionsopsparing bliver investeret i forsvarsindustrien, kan du typisk fravælge våben.

De fleste danskere indbetaler til en pensionsopsparing, som bliver investeret, så den kan vokse.

For mange pensionskunder indebærer det i dag i højere grad end tidligere også investeringer i forsvarsindustrien og våben. Og det bør man være klar over som kunde.

Sådan lyder det fra underdirektør i brancheorganisationen Forsikring og Pension Tom Vile Jensen.

- Hvis man har en holdning til det, vil jeg råde til, at man kontakter sit pensionsselskab og spørger ind til sine muligheder, siger han og fortsætter:

- Investorer i det private har tidligere holdt sig helt fra atomvåben blandt andet på grund af FN's traktat om forbud mod atomvåben, der trådte i kraft i 2021. Men ingen Nato-lande - heller ikke Danmark - har underskrevet eller ratificeret den, siger han.

Ifølge Nato er atomvåben en central del af alliancens forsvar som et afskrækkelsesmiddel.

Selv om Danmark ikke har underskrevet traktaten, vurderer Tom Vile Jensen, at den har fået pensionsselskaber herhjemme til at afholde sig fra investeringer i dele af forsvarsindustrien.

For eksempel har landets største pensionsselskab, PFA, tidligere haft en politik om ikke at investere i selskaber, der producerer komponenter til atomvåben.

Men den politik er siden blevet lempet, fortæller Rasmus Bessing, der er PFA's direktør for ansvarlige investeringer.

- Vi lever i en verden, som er under forandring - særligt efter Ruslands invasion af Ukraine. Når verden forandrer sig, skal vi følge med for fortsat at være relevante i den virkelighed, vi agerer i, siger han.

- Der er i Europa bred enighed om, at vi skal tage bedre hånd om vores egen sikkerhed. Som en del af den udvikling har vi tilpasset vores investeringspolitik, så vi i højere grad kan investere i den europæiske forsvarsindustri.

Tidligere var to tredjedele af PFA's investeringer amerikanske. Ifølge Rasmus Bessing udgør USA og EU nu cirka 50 procent hver.

- PFA kan nu investere i eksempelvis Airbus, Boeing og Dassault Aviation, hvor en lille del af omsætningen kommer fra dele til atomvåben. For eksempel leverer Airbus dele til det franske atomforsvar.

Han understreger, at der fortsat ikke bliver investeret i konventionsstridige våben, såsom klyngebomber samt biologiske og kemiske våben.

Som pensionskunde har man typisk mulighed for at sige nej til våben.

- Hvis man ikke ønsker, at ens pensionsopsparing skal bruges til investeringer i våben, kan man vælge vores Klima Plus-produkt, som er fri for våben, siger Rasmus Bessing og uddyber:

- Fravælger man våben, betyder det ikke, at man vil få et dårligere afkast. Målet er, at opsparingen skal vokse på samme måde, uanset om man vælger at investere i våben eller ej.

Hos Danica Pension er synet på investeringer i forsvarsindustrien også gradvist blevet ændret. Det forklarer investeringsdirektør Poul Kobberup.

- Selv om vi investerer mere i forsvar, sker det fortsat ansvarligt og med nøje etiske overvejelser. Alle vores investeringer skal stadig leve op til ESG-kravene, siger han.

Det betyder, at der skal tages hensyn til miljø, sociale forhold og god selskabsledelse.

- Ligesom andre pensionsselskaber tilbyder vi et produkt, der er helt fri for investeringer i forsvar og våben. Hos os hedder det Ansvarligt Valg, siger Poul Kobberup.

Han tilføjer, at uanset om investeringen er med eller uden våben, vil den gå op og ned, men over tid skulle opsparingen gerne vokse.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek