Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Berga, 28/03/2026 - 17:21

Vingegaard sejrer og udbygger føring i Catalonien Rundt

Jonas Vingegaard kørte sig til endnu en etapesejr i Catalonien Rundt, og han fører fortsat løbet sikkert.

Josep Lago/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Ubesværet og overlegent snuppede Jonas Vingegaard lørdag endnu en etapesejr i Catalonien Rundt.

Den danske Visma-kaptajn vandt i fornem stil 6. etape i Catalonien Rundt, og danskeren udbyggede dermed sin samlede føring i det spanske etapeløb.

Det var anden dag i træk, at Vingegaard vandt en etape i Catalonien Rundt. Fredag vandt han 5. etape. De to etaper blev vundet efter nogenlunde den samme opskrift.

Vingegaard kontrollerede lørdagens 158,2 kilometer lange etape fra Berga til Queralt, og så slog han til med et uimodståeligt angreb i finalen.

På den sidste stigning, hvor det hele skulle afgøres, var Vingegaard uden holdkammerater i en gruppe på samlet syv ryttere.

Ret hurtigt blev gruppen reduceret til fem ryttere, da det begyndte at gå opad.

Vingegaard var hele tiden opmærksom og meget tæt på fronten af gruppen, og han satte sit afgørende angreb ind med lidt over to kilometer til toppen.

Red Bull havde både Remco Evenepoel og Florian Lipowitz med blandt de fem mand, men duoen kunne ikke hamle op med Vingegaard.

Lenny Martinez (Bahrain) kom ind på andenpladsen med ti sekunder op til Vingegaard. Lipowitz blev nummer tre i samme tid som Martinez.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek