Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 31/08/2026 - 18:16

Vance om video af angreb på olieø: Trump sender en besked til Iran

USA's præsident postede natten til mandag en AI-genereret video af angreb på den strategisk vigtige ø Kharg.

Af: /ritzau/

Donald Trump sendte formentlig en besked til Iran, da han natten til mandag offentliggjorde en video af et fiktivt bombardement af den iranske ø Kharg.

Det siger USA's vicepræsident, J.D. Vance, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Præsidenten kan godt lide at prøve noget nyt på sociale medier. Han ville være den første til at sige, at han ikke annoncerer militære aktioner på sociale medier, men jeg tror, at han sender en besked til iranerne, siger Vance.

Videoen blev offentliggjort på det sociale medie Truth Social og ledsaget af en tekst. Den er AI-generet og viser det, der ligner et olieraffinaderi og et skib, som bliver sprængt i luften.

Angrebet ses ovenfra - fra et fly eller en helikopter.

- Øen Kharg bliver sprængt i stumper og stykker!!! Præsident DJT, står der i teksten, som ledsager videoen.

"DJT" er præsident Trumps initialer.

USA angreb søndag aften to raketaffyringsramper på den iranske ø Larak, men amerikansk militær afviser at have angrebet Kharg.

Inden den igangværende krig blev 90 procent af al iransk olieeksport skibet ud fra Kharg. Det kan derfor blive yderst kritisk for iransk olieeksport og dermed for den iranske økonomi, hvis øen bliver angrebet.

RITZAU

TjekDet - faktatjek