Doha, 28/03/2026 - 14:48
Ukraine indgår forsvarssamarbejde med golfstater
Forsvarsaftalerne mellem Ukraine og golfstaterne handler om at imødegå trusler fra missiler og droner.
Af: /ritzau/
Ukraine har lørdag indgået en aftale om forsvarssamarbejde med Qatar.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Aftalen er faldet på plads få timer efter en lignende aftale med De Forenede Arabiske Emirater.
Ifølge AFP handler samarbejdet med de to golfstater om at imødegå trusler fra missiler og droner midt i krigen mellem USA og Israel på den ene side og Iran og andre allierede på den anden.
Tidligere på måneden blev en aftale mellem Ukraine og Saudi-Arabien også indgået.
Lørdag har den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, været på et lynvisit i både De Forenede Arabiske Emirater og Qatar.
Med aftalerne forsøger Ukraine at udnytte sin ekspertise inden for nedskydning af russiske droner til at hjælpe golfstaterne.
Derfor har Ukraine udsendt anti-drone-eksperter til alle tre lande, som Zelenskyj har besøgt under sin diplomatiske rejse, skriver AFP.
Ifølge Qatars forsvarsministerium omfatter aftalen samarbejde "inden for teknologiske områder, udvikling af fælles investeringer og udveksling af ekspertise inden for bekæmpelse af missiler og ubemandede luftfartøjer."
/ritzau/




