Tel Aviv, 10/07/2026 - 01:56
Trump har i telefonopkald orienteret Netanyahu om tiltag i Golfen
Benjamin Netanyahu har under samtale med Trump sagt, at han ser på udtalelse fra Tyrkiets leder med alvor.
Ilia Yefimovich/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, er i en telefonsamtale med USA's præsident, Donald Trump, blevet orienteret om amerikanske tiltag i Den Persiske Golf.
Det skriver Netanyahus kontor torsdag aften i et opslag på det sociale medie X.
- Under samtalen blev den fortsatte koordinering mellem landene på en række forskellige områder bekræftet, lyder det.
Benjamin Netanyahu har under samtalen med Trump påpeget, at han ser på udtalelser fra Tyrkiets præsident, Tayyip Erdogan, og Erdogans folk om Israels eksistens med alvor.
Det nævnes ikke, hvilke udtalelser der er tale om.
Netanyahu advarede tidligere på ugen Trump mod at sælge amerikanske F-35-kampfly til Tyrkiet.
Tirsdag afviste Tayyip Erdogan, at et salg af F-35-kampfly til Tyrkiet vil forrykke den regionale magtbalance.
Benjamin Netanyahu har i torsdagens telefonopkald med Trump også gentaget Israels fortsatte behov for sikkerhedszoner langs Israels grænser.
Opkaldet mellem Trump og Netanyahu bekræftes ifølge nyhedsbureauet AFP af en unavngiven amerikansk embedsmand, der dog ikke oplyser detaljer om samtalens indhold.
USA og Israel indledte den 28. februar de første angreb i Irans hovedstad, Teheran. Det blev begyndelsen på en krig, der hurtigt udviklede sig til flere lande i regionen.
I midten af juni underskrev USA og Iran et forståelsespapir, der skal bane vejen for en afslutning på konflikten.
Tidligere på ugen skabte Trump tvivl om, hvorvidt han var interesseret i at indgå en aftale med Irans ledere. Han sagde også, at han ikke anså forståelsespapiret som gældende.
Siden aftalen i midten af juni har de to lande gentagne gange beskyldt hinanden for at bryde en våbenhvile.
Amerikansk militær har de seneste dage gennemført flere angreb rettet mod iranske mål.
Angrebene er ifølge det amerikanske militærs centralkommando, Centcom, sket som gengældelse for iranske angreb på den civile skibsfart i Hormuzstrædet.
Siden begyndelsen af marts har Israel været i konflikt med den militante gruppe Hizbollah i Libanon.
Hizbollah, der støtter styret i Iran, begyndte at angribe det nordlige Israel som gengældelse for Israels og USA's krig mod Iran.
RITZAU




