København, 05/06/2026 - 15:11
Lang kø efter større ulykke på motorvejen ved Aarhus
En ulykke med en lastbil og flere personbiler førte til afspærring af en del af E45-motorvejen ved Aarhus.
Af: /ritzau/
Østjyllands Politi er fredag eftermiddag til stede ved en større trafikulykke på E45-motorvejen i nordgående retning - umiddelbart før frakørslen Aarhus N.
Det skriver politikredsen på meddelelsestjenesten Politi Update.
- Uheldet involverer en lastbil og flere personbiler, skriver politiets vagtchef Dion Emdal.
På grund af ulykken er en del af motorvejen blevet lukket i nordgående retning, men et spor ventes genåbnet kort før klokken 14.45.
Politiet anbefaler i stedet, at bilister kører af ved Aarhus Vest.
Politiet gør også opmærksom på, at der er vejarbejde på stedet.
- Sænk hastigheden i sydgående retning, og vær opmærksom på udrykningskøretøjer samt det igangværende redningsarbejde, lyder det videre.
Trafikken vil blive forsinket fredag eftermiddag, da der pågår et større oprydningsarbejde.
- Vi opfordrer fortsat til at vælge alternative veje af hensyn til massiv kø på stedet - 7-8 kilometer kø, skriver politiet i en opdatering klokken 14.22.
/ritzau/




