Hvis du tilbringer nogle fridage i nærheden af vandet, kan det virke tillokkende at finde fiskegrejet frem og prøve lykken.
Men før du smider snøren i, er det vigtigt at kende reglerne ved den sø, kyst eller å, hvor du tilbringer sommerferien.
Ifølge Steen Majland, der er vicefiskeriinspektør hos Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, er en typisk overtrædelse i sommerperioden, at der bliver fisket uden fisketegn.
- Du skal have fisketegn, hvis du vil fiske med en almindelig fiskestang eller andet udstyr såsom ruser. Men vi ser især, at lystfiskerne glemmer at betale. Og den forglemmelse koster et gebyr på fire gange beløbet for et fisketegn, siger han.
Fisketegn kan købes på fisketegn.dk for en dag, en uge eller et år ad gangen.
Han fremhæver desuden tre vigtige ting, man bør have for øje: fiskens mindstemål, fredningstid for fisken, og om det overhovedet er tilladt at fiske det specifikke sted.
- Du skal sætte dig ind i reglerne. Mange ynder at gå ned til den lokale havn eller mole. Men den lokale havnemyndighed kan bestemme, at der ikke må fiskes der. Det ses typisk ved skiltning.
- Ved mange udløb af åer på kysten eller fjorden må du ikke fiske inden for 500 meter af åens udløb. Det kan gøre stor skade på bestanden, fordi der til tider kan opholde sig en stor mængde af for eksempel laks eller havørred, der trækker op i vores vandløb for at yngle, siger han.
Det er den generelle bestemmelse, men der kan være undtagelser, lyder det fra Steen Majland.
Derfor anbefaler han, at du undersøger det på Landbrugs- og Fiskeristyrelsens hjemmeside eller kontakter styrelsen, hvis du er i tvivl.
På Landbrugs- og Fiskeristyrelsens hjemmeside finder du også en oversigt over mindstemålene, fangstbegrænsninger og fredningstiderne på de fisk, der ifølge styrelsen er de mest almindelige arter i danske farvande at få på krogen som lyst- eller fritidsfisker.
Reglen for mindstemål er udtryk for, hvor stor en bestemt fiskeart skal være for at du må tage den med hjem. Fredningstiderne dækker over det tidsinterval, hvor man ikke må fange en bestemt fiskeart.
Det lyder måske simpelt, men ifølge Henrik Carl, der er forskningsmedarbejder på Statens Naturhistoriske Museum, kan det være svært at finde rundt i.
- Problemet er, at nogle af reglerne bliver opdateret hele tiden, og de er ikke samlet et sted. Derfor kan man ikke regne med det, man undersøgte sidste år, siger Henrik Carl.
Nogle af arterne fremgår af Landbrugs- og Fiskeristyrelsens oversigt, men langtfra alle.
Ideelt set så forskningsmedarbejder Henrik Carl, at du kunne slå det op på din telefon, mens du var ude at fiske.
Henrik Carl ved, at det er nogle høje krav at stille til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, men han synes også, at det er et problem, hvis lystfiskere bryder loven i god tro.
- De fisk, der er fredet, er det, fordi de er ved at være udryddet fra naturen, og så kommer de aldrig igen. Hver art har en værdi i sig selv og er en del af et økosystem, siger Henrik Carl.
/ritzau fokus/