København, 06/02/2026 - 09:50
Snestorm i Nordjylland kan vare ind i aftentimerne
I Nordjylland samt i den vestlige del ned til Djursland varsles der snestorm indtil klokken 21.
Af: /ritzau/
Snestormen slipper formentlig ikke sit tag på den nordjyske del af landet og Djursland før ud på aftenen.
For varslet om snestorm gælder frem til klokken 21 for Frederikshavn, Jammerbugt, Læsø, Hjørring, Brønderslev, Aalborg, Rebild, Mariagerfjord, Randers, Norddjurs og Syddjurs.
Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) på sin hjemmeside fredag formiddag.
I områderne forventer DMI snestorm med en vind på 10-13 meter i sekundet fra øst og samtidigt snefald. I perioder vil der være mellem 10 og 15 centimeter sne på seks timer.
Sammenlagt vil der være 20 til 30 centimeter sne i varslingsperioden, der gælder fra klokken 04.05 fredag morgen til klokken 21.
Desuden melder DMI om risiko for snestorm i Vesthimmerland, Viborg, Favrskov, Skanderborg og Aarhus - ligeledes ind til klokken 21.
Her går meldingen på, at der i perioder vil falde over ti centimeter sne på seks timer samt en vind på ti meter i sekundet.
På Fyn, Sjælland, Lolland, Falster og Bornholm er der risiko for let isslag.
/ritzau/




