Teheran, 27/06/2025 - 02:40
Iransk minister: Samarbejde med atomagentur vil få ny form
Vogternes Råd i Iran har godkendt en lov om at indstille samarbejdet med FN's atomvagthund, IAEA.
Unknown/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/AFP
En iransk lov om at indstille det nuværende samarbejde med FN's atomagentur, IAEA, bliver en realitet.
Det sagde landets udenrigsminister, Abbas Araghchi, torsdag aften.
Loven er vedtaget af parlamentet og nu også i et politisk råd, og den er derfor bindende, lød det fra ministeren på iransk stats-tv.
- Loven, som blev vedtaget af parlamentet, og som er blevet godkendt af Vogternes Råd, er bindende på vores side, og der er ingen tvivl om dens implementering.
Da loven blev vedtaget i parlamentet onsdag, skrev Reuters, at den skulle godkendes af Irans nationale sikkerhedsråd, før den endelig ville gælde.
Det råd nævner Araghchi ikke. Det står altså ikke klart, om loven også har været her forbi.
Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA, oplyste tidligere torsdag, at man ikke havde hørt fra Iran endnu om en endelig beslutning.
Senere på dagen har udenrigsministeren så sagt, at loven er på plads.
Han tilføjer, at forholdet til atomvagthunden bliver et andet fremover.
- Fra nu af får vores forhold og samarbejde med agenturet en ny form, lød det fra Abbas Araghchi.
Han uddyber ikke, hvad det vil indebære.
178 lande samarbejder med IAEA. Organisationen har til formål at hindre udbredelsen af atomvåben i verden og sikre, at kernekraft bliver brugt på en sikker måde. Det sker blandt andet gennem kontroller af atomanlæg og lagre af uran.
Iran har igennem de seneste år opbygget store lagre af beriget uran. Det har skabt bekymring i Vesten og hos Israel for, at Iran forsøger at producere atomvåben.
Den bekymring ligger ifølge Israel til grund for landets beslutning om at angribe Iran den 13. juni.
Efterfølgende slog Iran tilbage, og de to lande angreb hinanden talrige gange, inden USA - Israels allierede - meldte sig aktivt ind i konflikten og angreb tre atomanlæg i Iran.
Siden indgik Iran og Israel en våbenhvile, og Iran har altså som bekendt taget skridt mod at droppe samarbejdet med atomagenturet IAEA.
Iran har konsekvent afvist, at landet forsøger at få atomvåben.
/ritzau/AFP