Moskva, 12/05/2026 - 16:05
Rusland har gennemført test af langtrækkende supermissil
Missilet Sarmat kan medbringe flere atomsprænghoveder. Rusland forventer at tage det i brug i år, siger Putin.
Maxim Shipenkov/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/Reuters
Rusland har foretaget vellykkede test af det interkontinentale missil med navnet Sarmat.
Det oplyser chefen for Ruslands strategiske missilstyrke, Sergej Karakajev, til præsident Vladimir Putin tirsdag ifølge Reuters og det statslige russiske nyhedsbureau Tass.
Sarmat er i stand til at medbringe flere atomsprænghoveder.
Putin siger tirsdag ifølge Reuters og Tass, at det avancerede missil har en rækkevidde på mere end 35.000 kilometer.
Han tilføjer, at det forventes at blive taget i brug senere i år.
Sergej Karakajev siger ifølge Tass, at Sarmat skal afløse missilet af typen Voevoda. Det skyldes, at det nye missil har en længere rækkevidde.
Han siger videre, at Sarmat gør det muligt for Rusland at bryde igennem både nuværende og fremtidige missilforsvarssystemer på landjorden såvel som i luften. Det skriver Tass.
Vestlige analytikere har givet Sarmat navnet "Satan 2".
Tilbage i 1970'erne introducerede det daværende Sovjetunionen et missil, R-36M, der kan medbringe op til ti sprænghoveder. Nato gav det navnet "SS-18 Satan".
/ritzau/




