Holstebro, 26/07/2026 - 11:34
To biler i alvorlig trafikulykke ved Holstebro
Et trafikkryds i Måbjerg nord for Holstebro ventes at være spærret i flere timer som følge af alvorlig ulykke.
Af: /ritzau/
Der er søndag sket en alvorlig trafikulykke i Måbjerg nord for Holstebro.
Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.
To personbiler er involveret, oplyser vagtchef Gorm Lauridsen, der ved 11.30-tiden ikke vil sige noget om eventuel tilskadekomst.
- Vi er ved at danne os et overblik over situationen, siger han.
Ulykken har fundet sted i krydset Struer Landevej/Nordre Ringvej, og krydset vil være spærret i flere timer, siger vagtchefen kort før middag.
En bilinspektør er blevet tilkaldt til stedet. Det er almindeligt i forbindelse med alvorlige trafikulykker.
Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.
RITZAU




