Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 20/11/2025 - 09:47

M-spidskandidat i Region Østdanmark taber knebent til partifælle

Rasmus Lund-Nielsen kom ikke i regionsrådet i Region Østdanmark, da partifælle fik 63 flere stemmer.

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det blev ikke spidskandidat Rasmus Lund-Nielsen, der fik det enlige mandat til Moderaterne i den kommende Region Østdanmark, der får omkring 2,8 millioner indbyggere.

Spidskandidaten opnåede 3397 personlige stemmer, men det var akkurat ikke nok til at få Rasmus Lund-Nielsen valgt ind.

Hans kollega fra Folketinget Charlotte Bagge Hansen fik nemlig 3460 personlige stemmer, og det var lige akkurat nok til at sikre hende mandatet.

- Wow, sikke en begyndelse på dagen, skriver Charlotte Bagge Hansen torsdag på Facebook.

- Jeg er blevet valgt ind i den nye storregion, jeg lover, at jeg kommer til at arbejde hårdt for et bedre sundhedssystem og ikke mindst vores psykiatri i landdistrikterne.

Rasmus Lund-Nielsen ærgrer sig i et Facebook-opslag over, at han ikke kom ind i regionen.

- Men KÆMPE tillykke til min gode kollega i Folketinget Charlotte Bagge Hansen, som har ført en virkelig stærk valgkamp med fokus på landdistrikterne.

- Jeg er sikker på, at hun også kommer til at arbejde benhårdt for at realisere de ambitioner, jeg brænder så meget for, skriver Rasmus Lund-Nielsen.

Moderaternes Bergur Løkke Rasmussen fik 2815 stemmer og kom heller ikke ind.

Både Charlotte Bagge Hansen og Rasmus Lund-Nielsen blev valgt ind i Folketinget i 2022, da Moderaterne stillede op for første gang.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek