Kyiv, 23/08/2026 - 10:24
Zelenskyj afviser at afholde valg i Ukraine
Ukraines tidligere forsvarsminister har opfordret til, at landet skal afholde et valg på trods af krigen.
Af: /ritzau/
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, afviser at afholde valg, efter at landets tidligere forsvarsminister har opfordret til netop dette.
- Jeg mener, at i en krig som denne, er valg en kæmpe risiko. Et valg lige nu er en tsunami for landet, som ville splitte Ukraine, siger Zelenskyj søndag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Tirsdag understregede den tidligere forsvarsminister Mykhajlo Fedorov, at han mener, at ukrainerne skal have lov til at gå til valg, selv om der er krig.
- Demokratiet kan ikke holdes som gidsel af Rusland.
- Vi er nødt til at finde en lovlig, sikker og realistisk mekanisme, der giver Ukraine mulighed for at genoplive den fulde demokratiske proces selv under en langvarig krig, sagde Fedorov.
35-årige Fedorov var i lang tid en nær allieret af Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, indtil han blev afskediget som forsvarsminister i juli.
Det skete blot seks måneder efter, at han blev udnævnt til posten.
Ukrainsk lovgivning forbyder afholdelse af valg i landet under krig.
RITZAU




