Bruxelles, 15/06/2026 - 20:09
EU åbner første forhandlingsområde med Ukraine på vejen mod medlemskab
Ukraine tog mandag et vigtig skridt på vejen mod EU-medlemskab. Minister forventer nye skridt om få uger.
Sem Van Der Wal/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Ukraine har mandag fået åbnet det første af seks forhandlingsområder på vejen frem mod EU-medlemskab.
Det er et vigtigt skridt for Ukraine, der nu forventer, at de sidste fem forhandlingsområder bliver åbnet "uden forsinkelser".
Det siger Ukraines vicepremierminister med ansvar for europæisk og euro-atlantisk integration, Taras Kachka.
- Det er vigtigt for Ukraine, for vi har brug for at blive bekræftet i, at vi er på vej til EU-medlemskab.
- Åbningen af det første forhandlingsområde er et definitivt skridt, fordi det er baseret på EU's formelle procedure, siger Taras Kachka.
Han lægger ikke skjul på, at beskeden er ekstra vigtig for Ukraine, fordi den kommer dagen efter, at Rusland gennemførte omfattende luftangreb med droner og missiler på Kyiv.
Angrebene beskadigede katedralen i Kyiv, som er på Unescos verdensarvsliste.
Nu er der brug for, at EU og Ukraine hurtigt rykker videre med de resterende forhandlingsområder, siger Taras Kachka.
- Vi forventer, at de næste skridt bliver taget omgående og uden forsinkelser. De resterende forhandlingsområder er klar til at blive åbnet.
- Vi har brug for dem også i lyset af den eskalering, som vi ser fra Ruslands side, siger Taras Kachka.
/ritzau/




