Teheran, 01/03/2026 - 21:13
Trump: USA har sænket ni iranske flådeskibe
Høje brag høres i Teheran. Et hospital, en politistation og Revolutionsgardens hovedkvarter skal være ramt.
Atta Kenare/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
USA's militær har ødelagt og sænket ni iranske flådeskibe. Det skriver den amerikanske præsident, Donald Trump, søndag på sit sociale medie, Truth Social.
- Vi går efter resten, skriver han.
- De vil også snart flyde på havets bund!
Han tilføjer, at USA også har så godt som ødelagt den iranske flådes hovedkvarter.
Kort inden den melding kom fra Trump, hørtes lyden af flere eksplosioner i Irans hovedstad søndag aften.
USA's militær oplyser, at det har ødelagt den iranske Revolutionsgardes hovedkvarter.
- Den iranske Revolutionsgarde (IRGC) har dræbt flere end 1000 amerikanere i de seneste 47 år, skriver USA's centralkommando på X.
- Amerika har det mest magtfulde militær i verden, og IRGC har ikke længere et hovedkvarter, lyder det videre i opslaget.
Israels militær meddelte tidligere søndag aften, at det havde rettet angreb mod flere af Revolutionsgardens kommandocentre.
Et af målene er elitestyrkens hovedkontor, meddeler det israelske militær.
Iranske medier skriver ifølge nyhedsbureauet AFP, at angrebene også har ramt et hospital i Teheran.
- Teherans Gandhi-hospital blev angrebet af zionistisk-amerikanske luftangreb, lyder det fra det iranske nyhedsbureau Isna.
To andre nyhedsbureauer, Fars og Mizan, har offentliggjort en video, der angiveligt er optaget inde i hospitalet, der viser murbrokker ligge på gulvet mellem nogle kørestole.
Tilsyneladende er statsligt radio og tv's hovedkontor også blevet ramt.
En tv-udsendelse blev afbrudt, men derpå lød meldingen, at udsendelserne ville fortsætte som planlagt, skriver Reuters.
Det iranske nyhedsbureau Tasnim rapporterer, at en politistation i byen Rey, der ligger lidt uden for Teheran, er ramt.
Oplysningerne er ikke bekræftet af USA eller Israel.
Korrespondenter fra nyhedsbureauet AFP melder om flere kraftige brag og rystelser, der kunne mærke i forskellige dele af Teheran.
USA og Israel indledte natten til lørdag omfattende luftangreb mod Iran, der blandt andet har dræbt landets øverste leder, ayatollah Ali Khamenei.
Trump varslede lørdag aften dansk tid fortsatte angreb "uafbrudt igennem ugen eller så længe det er nødvendigt".
/ritzau/




