Dubai, 19/04/2025 - 06:04
Atomdrøftelser mellem USA og Iran fortsætter lørdag i Rom
Irans udenrigsminister er lørdag ankommet til Rom, hvor Iran og USA skal drøfte det iranske atomprogram.
Majid Asgaripour/Reuters
Af: /ritzau/Reuters
Repræsentanter for Iran og USA vil lørdag deltage i drøftelser i Italiens hovedstad, Rom, hvor de skal forsøge at nå frem en potentiel atomaftale.
Her kommer Irans udenrigsminister, Abbas Araghchi og USA's udsending Steve Witkoff til at forhandle om en aftale gennem mæglere fra Oman.
Tidligt lørdag morgen dansk tid er Araghchi ankommet til Rom, fremgår det ifølge Reuters af et opslag på beskedtjenesten Telegram.
Det sker, efter at parterne også for en uge siden deltog i drøftelser, der fandt sted i Omans hovedstad, Muscat.
Her foregik drøftelserne i adskilte rum, og omanske embedsmænd videresendte beskeder mellem delegationerne.
Både USA og Iran beskrev efterfølgende drøftelserne som konstruktive.
Drøftelserne finder sted i skyggen af gentagne amerikanske trusler om militær indgriben i Iran, hvis ikke der kommer en aftale.
USA vil således på ingen måde acceptere, at Iran fremstiller en atombombe.
Iran har dog forsøgt at lægge en dæmper på forventningen om, at en aftale kan landes hurtigt.
Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, sagde tidligere på ugen, at han er "hverken overdrevent optimistisk eller pessimistisk".
USA's præsident, Donald Trump, gentog fredag budskabet om, at USA ikke ønsker, at Iran har atomvåben.
- Jeg er for at stoppe Iran fra at have atomvåben. De kan ikke have et atomvåben. Jeg vil have Iran til at være storslået, fremgangsrigt og fantastisk, sagde Trump.
Fra Steve Witkoff lød det tidligere på ugen, at en aftale vil afhænge af, om USA kan få indblik i detaljer om Irans berigelse af uran og våbenprogrammer.
Uran kan anvendes som det radioaktive stof i atombomber.
Parterne søger en ny atomaftale, efter at Donald Trump under sin første præsidentperiode trak USA ud af en aftale fra 2015, som Iran havde indgået med USA, Kina, Rusland, Storbritannien, Tyskland og Frankrig.
/ritzau/Reuters