Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

01/12/2024 - 10:00

FAKTA: Det kan du bruge julerester til

Af: Af Murat Tamer, Ritzau Fokus

* Dagen derpå kan du nemt give juleresterne et nyt liv. Du kan blandt andet lave en flæskestegssandwich eller andeburger med rester fra julemiddagen.

* Du kan sagtens bruge både rødkålsrester og syltede agurker imellem to skiver brød eller en burgerbolle. Den brune sovs passer især godt til en flæskestegssandwich.

* Hvis du har lavet frikadeller, kan du også nemt bruge dem i en sandwich eller på et stykke rugbrød.

* Desuden kan du bruge andekødet i en lækker salat eller en pasta.

Kilder: Coop og køkkenchef på Søllerød Kro Brian Mark Hansen.

/ritzau fokus/

London, 12/12/2025 - 21:48

Læger skruer ned for behandling af kong Charles' kræftsygdom

Tommy Forbes/Bango Studios/Reuters

Kongehuset fortalte første gang i 2024 om kong Charles' sygdom. Behandling har været effektiv, fortæller han.

Der vil blive skruet ned for kong Charles' kræftbehandling i det nye år, hvilket til dels skyldes, at kræftsygdommen blev opdaget på et tidligt stadie, og at behandlingen har været effektiv.

Det siger den britiske konge i en tv-tale fredag aften.

- Takket være min tidlige diagnose, effektiv indgriben og overholdelse af lægernes anvisninger kan min egen kræftbehandling reduceres i det nye år, siger kong Charles.

Det britiske kongehus oplyste i februar 2024, at kong Charles var blevet diagnosticeret med kræft.

Kongens tale bliver holdt i anledning af velgørenhedsshowet "Stand up to Cancer", som bliver sendt på den britiske tv-station Channel 4.

Det er aldrig kommet frem, hvilken type kræft kong Charles er ramt af.

Sygdommen blev opdaget i forbindelse med behandling af forstørret prostata. Men der er ikke tale om prostatakræft, oplyste kongehuset i 2024.

- Denne milepæl er både en personlig velsignelse og et vidnesbyrd om de bemærkelsesværdige fremskridt, der er sket inden for kræftbehandling i de seneste år.

- Et vidnesbyrd, som jeg håber kan opmuntre de 50 procent af os, der vil blive diagnosticeret med sygdommen på et tidspunkt i vores liv, siger kong Charles.

I talen understreger han vigtigheden af, at briterne tager imod de tilbud om kræftscreeninger, som det britiske sundhedsvæsen giver.

For en tidlig diagnose kan være afgørende for, hvordan kræften udvikler sig.

- Jeg ved også, hvilken forskel det har gjort i mit eget tilfælde, ved at jeg har kunnet fortsætte med at leve et fuldt og aktivt liv, selv mens jeg har været i behandling, siger kong Charles.

Ifølge det britiske sundhedsvæsen har mindst ni millioner briter ikke fået foretaget de kræftscreeninger, som de har adgang til.

En talsperson for det britiske kongehus uddyber ifølge avisen The Guardian, at kong Charles "har reageret utroligt godt på behandlingen, og hans læger anbefaler, at den videre behandling bevæger sig ind i en præventiv fase".

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 12/12/2025 - 19:51

Hædret jazzkomponist død efter længere tids sygdom

Signe Lægsgaard/Ritzau Scanpix

Marilyn Mazur modtog tidligere på året en ærespris for sin jazzmusik. Hun blev 70 år.

Den dansk-amerikanske komponist og orkesterleder Marilyn Mazur er fredag død efter længere tids sygdom.

Det oplyser hendes ægtemand, Klavs Hovman, og søn, Fabian Mazur, i en mail til Ritzau fredag aften.

Mazur blev nok især kendt for i løbet af 1980'erne at være en del af den berømte jazzmusiker Miles Davis' band.

I foråret modtog hun Musikforlæggernes Ærespris for sin jazzmusik. Prisen gives til en dansk musiker, der har gjort sig særligt bemærket.

- Det er et helt naturligt valg at tildele Marilyn Mazur Musikforlæggernes Ærespris 2025. Hun har været aktiv musiker og komponist på meget højt plan igennem hele livet, lød det dengang fra bestyrelsesleder for Musikforlæggerne Ole Dreyer.

- Hun er uden sammenligning det fornemmeste danske kort på den globale jazzscene, sagde han videre.

Æresprisen er en af de 15 priser, der hører under Carl Prisen. Den uddeles årligt og hylder danske sangskrivere, komponister og tekstforfattere.

Derudover havde Marilyn Mazur sine egne grupper, herunder Future Song, Percussion Paradise og Marilyn Mazur Group. Førstnævnte turnerede rundt i Europa i 20 år, skriver familien.

I en årrække var hun desuden medlem af den norske saxofonist Jan Garbareks orkester Jan Garbarek Group.

Flere gange optrådte hun desuden med DR Big Band - blandt andet i DR Koncerthuset i København.

Som bandleder tæller diskografien blandt andet albummerne "Flow" og "Shamania", hvor sidstnævnte desuden er navnet på det band, hun dannede i 2015.

Marilyn Mazur blev 70 år.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 12/12/2025 - 08:00

FAKTA: Forskellige lertyper

* Der findes et væld af forskellige slags ler. Overordnet inddeles de i tre typer: lertøjsler, stentøjsler og porcelænsler.

* Dit valg er ler afhænger blandt andet af, hvor højt ovnen kan brænde.

* Smeltepunktet for lertøjsler er lavt, og det skal derfor ikke brændes ved så høje temperaturer som stentøjsler og porcelænsler, der begge har et højt smeltepunkt.

Kilde: cerama.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 12/12/2025 - 08:00

FAKTA: Hold fokus på processen

* Prøv at slippe dine egne forventninger til, hvordan det færdige resultat af din keramik skal se ud, og tillad dig selv at lege med leret, når du går i gang med at forme det.

* Lav måske en tegning forinden af, hvad du gerne vil lave, men brug den udelukkende som et startskud og ikke som et facit.

* Du kan også sagtens sætte hænderne i leret uden at have nogen som helst idé om, hvad du gerne vil lave. Prøv bare at lade hænderne prøve sig frem.

* Du kan altid klaske leret sammen og prøve igen, hvis du er utilfreds med det, du har formet.

* Men husk også, at kreationer i ler ofte ser håbløse ud helt op til den sidste finish. Nogle gange skal der ikke mere til end at lukke alle de små revner med tommelfingeren og køre en fugtig svamp hen over kanten på koppen, før den pludselig ser flot ud.

Kilde: Pi Bjørg, der er keramiker og forfatter til bogen "Keramik derhjemme - for alle".

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek