København, 13/07/2025 - 21:39
Giftig goppel fra Stillehavet har fundet vej til Øresund
Goppel, der normalt hører hjemme i Stillehavet, kan være blevet ført til Øresund via skibes ballastvand.
Johan Nilsson/TT/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En giftig gople, der normalt hører hjemme i Stillehavet, er blevet fundet i Øresund.
Det skriver TV2.dk.
Goplen befinder sig nu i Øresundsakvariets vandmandsakvarie.
Akvariechef Jens Peder Jeppesen mener, at goplen er ført til danske breddegrader via skibes ballastvand.
Goplen var en utilsigtet fangst i Øresund, forklarer akvariechefen.
Medarbejdere fra Øresundsakvariet var ved at fange brandmænd ind til akvariet.
Den såkaldte klæbende gople havde hægtet sig fast på en af brandmændene og kom på den måde ind i Øresundsakvariet.
Man kan dog ikke være sikker på at få den uvelkomne gæst at se i akvariet.
Den har nemlig gemt sig, skriver TV2.dk. Dens lille størrelse gør det muligt for den at kile sig ned i revner, fortæller akvariechefen til mediet.
Der er grund til at tage sig i agt for goplen, lyder det fra Jens Peder Jeppesen. Til TV2.dk siger han, at den er "lille, mystisk og sindssyg giftig".
Over for Ritzau uddyber han, at det er beskrevet i litteraturen, at man blandt andet kan få muskelkramper og neuropsykiske ændringer, hvilket kan betyde, at man opfører sig meget anderledes.
- Der var en person, der en gang blev stukket på læberne under en badning. Og hun beskrev det, som om hun fik fem store kanyler gennem læben, siger han.
Ifølge Jens Peder Jeppesen er det desuden beskrevet, at man kan få anafylaktisk chok, hvilket kan være livstruende. Samtidig er goplen så lille og usynlig, at man mærker den, før man ser den, forklarer han.
Goplen er også blevet registreret flere steder langs norske kyster.
Senest er den observeret ved kysten i Arendal, skriver norsk TV 2 og mediet VG.no.
Der kan være større risiko for at svømme ind i den i nattetimerne, forklarer akvariechefen.
- Vi ved i hvert fald, at dens biologi er sådan, så den vistnok klæber sig fast til faste overflader - for eksempel ålegræs - i dagtimerne. Og så hænger den i ålegræsset med en fangtråd og spiser plankton, siger Jens Peder Jeppesen og fortsætter:
- Men i nattetimerne frigør den sig fra ålegræsset og svæver ud i det frie vand, fordi plankton i havet svømmer op mod overfladen i nattetimerne.
Arten har tidligere været observeret i området omkring Stavanger.
Ifølge det norske Havforskningsinstituttet er der tale om en invasiv art.
/ritzau/