Brøndby, 26/08/2025 - 10:30
Lars Knudsen satser på Chido og Harder i første trup
Lars Knudsen har Manchester Uniteds reserveangriber Chido Obi-Martin med i sin første trup.
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Manchester United-spidsen Chido Obi-Martin skal forsøge at finde vej til nettet, når U21-landsholdet i september møder Norge i en testkamp og efterfølgende indleder EM-kvalifikationen med en udekamp mod Wales.
Han er blandt de 23 spillere, som Danmarks nye U21-landstræner, Lars Knudsen, tirsdag har udtaget.
Den 17-årige dansker fik spilletid i Manchester Uniteds sæsonforberedelser, men har ikke fået spilletid for klubbens førstehold i den nye sæson. Til gengæld har han scoret for klubbens reservehold.
- Chido er en super talentfuld angriber, og vi tror på, at han allerede nu er klar til at være med omkring U21-landsholdet. Lige nu spiller han ikke så meget for Manchester United, men vi håber, at der kommer en løsning, så han kan få den spilletid, han har brug for, siger U21-landstræneren med henvisning til en potentiel lejeaftale.
- Chido har en ekstraordinær fysik, og den gør, at han skiller sig meget ud. Og så har han en historik for at score mange mål, og det håber vi, at han bringer med ind på U21-landsholdet, tilføjer han.
Lars Knudsen, der sidste år var midlertidig A-landstræner i fire kampe, har også fundet plads til den lovende Sporting-angriber Conrad Harder og Salzburg-stortalentet Adam Daghim.
Blandt de mindre profilerede navne finder man Fredericia-backen Jakob Jessen, Grazer-stopper Ludwig Vraa og Hvidovre-keeper Anders Ravn. OB er bedst repræsenteret med tre spillere i truppen.
På forhånd vidste den nye landstræner, at han ikke kunne udtage FC Midtjyllands Valdemar Byskov og formstærke Filip Bundgaard for Brøndby. Begge har fået en landsholdskarantæne af DBU på to samlinger, fordi de i foråret ikke havde en gyldig grund til et landsholdsafbud.
Han ville gerne have udtaget Genoa-stopperen Sebastian Otoa og FC Midtjylland-kanten Mikel Gogorza, men begge er ude med skader.
Lars Knudsens første trup som U21-landstræner ser ud som følger:
* Målmænd: Theo Sander, William Lykke og Anders Ravn.
* Forsvarsspillere: Ludwig Vraa, Noah Markmann, Villads Nielsen, Tobias Storm, Julius Berthel Askou, Jakob Jessen og Sabil Hansen.
* Midtbanespillere: Silas Andersen, Noah Nartey, Oscar Højlund, William Clem, Max Ejdum og Thomas Jørgensen.
* Offensivspillere: Clement Bischoff, August Priske, Adam Daghim, Chido Obi-Martin, Oscar Schwartau, Conrad Harder og Alexander Lyng.
/ritzau/