Abu Dhabi, 16/05/2025 - 01:39
USA og Emiraterne indgår aftaler om flykøb og kunstig intelligens
Donald Trumps besøg i De Forenede Arabiske Emirater har mundet ud i flere aftaler, oplyser Det Hvide Hus.
Alex Brandon/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/AFP
USA og De Forenede Arabiske Emirater har torsdag indgået handelsaftaler til en værdi af mere end 200 milliarder dollar svarende til 1330 milliarder kroner.
Det meddeler Det Hvide Hus, efter at USA's præsident, Donald Trump, torsdag har besøgt Sheikh Mohamed bin Zayed al-Nahyan, præsident for De Forenede Arabiske Emirater.
Flyselskabet Etihad Airways har forpligtet sig til at købe 28 fly fra den amerikanske flyproducent Boeing.
Flyaftalen har en værdi af 14,5 milliarder dollar svarende til 96,7 milliarder kroner.
De to lande vil også arbejde tæt sammen omkring kunstig intelligens og vil derudover etablere et fælles campus, som vil blive det største af sin art uden for USA.
Unavngivne kilder oplyser til AFP, at USA vil give Emiraterne adgang til avancerede computerchips.
Tidligere har Reuters skrevet, at der var indgået en forhåndsaftale, der tillod at Emiraterne kunne købe 500.000 af den amerikanske chipgigant Nvidia.
Nvidias administrerende direktør, Jensen Huang, var også tilstede under Trumps besøg i præsidentpaladset i Abu Dhabi, fremgår det af tv-billeder fra besøget.
Computerchip-aftalen vil gøre det muligt for Emiraterne at etable datacentre, som anses for nødvendige for at drive udviklingen af kunstig intelligens.
Tidligere har det ikke været muligt for Emiraterne at købe de avancerede computerchips, da USA's regering har frygtet, at Kina dermed vil få adgang til teknologien.
Aftalen betyder også, at Emiraterne har forpligtet sig til at investere, bygge eller finansiere datacentre i USA, oplyser Det Hvide Hus.
Besøget i Emiraterne er en del af en firedages rundrejse i Mellemøsten for Donald Trump, der forventer at rejse hjem til USA fredag.
Tidligere på ugen har Trump været forbi Saudi-Arabien og Qatar, hvor der er annonceret en række handelsaftaler.
/ritzau/AFP