Teheran, 24/06/2025 - 14:13
Israelsk militærradio melder om angreb nær Teheran trods våbenhvile
Der er lyd af to eksplosioner i Teheran, melder iranske medier. En radar skal angiveligt være angrebet.
Af: /ritzau/
Israelsk militærradio rapporterer, at militæret har angrebet en iransk radar nær Teheran, den iranske hovedstad.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters tirsdag.
Meldingerne om angreb kommer, mens der er stor usikkerhed om en våbenhvile, som USA's præsident, Donald Trump, erklærede natten til tirsdag - og som ifølge præsidenten fortsat er gældende.
De iranske medier Mizan og Shargh melder om lyden af to eksplosioner i Teheran, skriver Reuters.
Også i den nordligt beliggende by Babolsar melder iranske medier om angreb.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, sendt kort inden det mulige angreb en bredside afsted mod både Iran og Israel for ikke at overholde våbenhvilen.
- Vi har i bund og grund to lande, der har kæmpet så længe, at de ikke selv ved, hvad fanden ("fuck", red.) de laver, sagde han.
Kort efter hævdede Trump, at Israel ikke ville angribe Iran.
Ubekræftede meldinger lyder dog, at Israel ikke helt afblæste et angreb, men i stedet nedjusterede det efter opkald mellem Trump og Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.
Journalisten Barak Ravid fra mediet Axios skriver på det sociale medie X, at Netanyahu i opkaldet sagde, at angrebet ikke kunne stoppes helt. I stedet for at angribe mange mål ville Israel kun angribe et mål, lød det angiveligt.
Ravid henviser til en unavngiven højtstående israelsk embedsmand.
/ritzau/