Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 08/10/2024 - 09:51

Silas Holst sætter sig bag dommerbordet i Vild med dans

Dansestjernen Silas Holst har tidligere helt åbent ytret, at han ville elske at sidde bag dommerbordet. Nu går drømmen i opfyldelse for en aften.

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Det er tre år siden, at Silas Holst senest gik på gulvet i "Vild med dans". Nu vender den 41-årige dansestjerne tilbage i programmet efter sit annoncerede exit i 2021.

Han bliver nemlig gæstedommer i fredagens udgave af programmet, hvor der er musicaltema.

Det afslører TV 2 i en pressemeddelelse.

Silas Holst har tidligere åbent ytret, at han ville elske at sidde bag dommerbordet, og nu går drømmen således i opfyldelse for en aften.

I anledning af programmets 20-sæsoners jubilæum sidste år blev gæstedommere introduceret. Her flankerede en ny gæstedommer - heriblandt tidligere vindere, professionelle dansere og værter - det faste dommerpanel, som i år består af Sonny Fredie-Pedersen, Marianne Eihilt og Lene James Mikkelsen.

TV 2 afslørede op til årets premiere på den 21. sæson i september, at det ville fortsætte. Dog ikke i hvert program som i jubilæumssæsonen, men når det giver mening, lød det fra redaktør Mads Elias Højbjerg Ravn.

Og fredagens musicaltema passer perfekt til Silas Holst, som især gør sig på de skrå brædder der. Blandt andet i "Moulin Rouge", "Grease" og "Kinky Boots", som indbragte ham en Reumert - en af dansk scenekunsts mest fornemme priser. Og netop nu er han aktuel i "Dirty Dancing".

Det er hans næstsidste deciderede danserolle.

Den rutinerede dansestjerne har tidligere annonceret, at han indstiller karrieren som professionel danser, men fortsætter med musicals i roller fokuseret på sang og skuespil.

Hans sidste danseforestilling bliver næste års udgave af "Strictly Ballroom".

- Jeg kan ikke blive ved med at spille Danny fra "Grease" som 41-årig. På et tidspunkt bliver det også patetisk, og man tænker: "Så dum er Danny ikke, at han har taget high school om i så mange år", sagde Silas Holst til Ritzau i september.

Det er også en erkendelse af, at fysikken ikke kan holde til det.

- Sidste år, da jeg lavede "Grease", fik jeg en fibersprængning i baglåret, da jeg lavede en helt almindelig drejning. Selv om det ikke nødvendigvis har noget med alderen at gøre, så tænkte jeg, at det godt kan være, at det er nu, jeg skal stoppe, lød det fra ham.

- Når jeg alligevel ved, at jeg ville slutte om fem år, så er der ingen grund til at tage alle de skader og den smerte, der kan komme i de år.

Silas Holst debuterede som danser i "Vild med dans" i programmets femte sæson i 2008, hvor han dannede dansepar med sangeren Szhirley.

Han har vundet programmet tre gange. Senest i 2019, hvor han med skuespilleren Jakob Fauerby skrev historie som det første par i verden af samme køn, der sikrede sig trofæet.

Silas Holst vandt første gang "Vild med dans" i 2011 med skicrossløber Sophie Fjellvang-Sølling. Han dansede sig igen til tops tre år efter i 2014 med tv-vært Sara Maria Franch-Mærkedahl.

"Vild med dans" sendes på TV 2 og TV 2 Play fredag klokken 20.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek