Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Edinburgh, 20/06/2024 - 09:50

Sjælden Harry Potter-førsteudgave solgt for knap 400.000 kroner

Den første Harry Potter-bog blev i 1997 trykt i 500 eksemplarer, da der var usikkerhed om dens potentiale.

Justin Tallis/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En sjælden førsteudgave af Harry Potter-bogen "Harry Potter og De Vises Sten" er blevet solgt på en auktion i Skotland for 45.201 pund - svarende til knap 400.000 danske kroner.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

I første omgang blev bogen i 1997 blot trykt i 500 eksemplarer, fordi der var usikkerhed om, hvor populær den ville blive.

Bogserien, som den britiske forfatter J.K. Rowling står bag, viste sig dog at blive ekstremt populær på verdensplan.

BBC har tidligere skrevet, at bogserien er blandt de bedst sælgende nogensinde og har solgt over 600 millioner eksemplarer på verdensplan. Derudover er den siden blevet filmatiseret.

Bogen var spået til at blive solgt for mellem 40.000 og 60.000 pund. Den blev solgt onsdag hos auktionshuset Lyon & Turnbull i hovedstaden Edinburgh.

"Harry Potter og De Vises Sten" er den første i bogserien på i alt syv bøger. Her følger man drengen Harry, der viser sig at være troldmand og begynder på skolen Hogwarts. Derudover er der udgivet andre bøger i samme univers.

- En førsteudgave af "Harry Potter og De Vises Sten" er en usædvanligt sjælden bog at finde i enhver stand. Og en i så fremragende stand kunne godt blive kaldt juvelen i enhver Harry Potter-samlers krone, har Cathy Marsden, chef for bøger og manuskripter hos auktionshuset, udtalt.

Ud over Harry Potter-bogen blev der også solgt andre bøger på samme auktion. Det gjaldt blandt andet en kopi af Ian Flemings "Casino Royale", som er den første roman i spionserien om James Bond, der også er blevet filmatiseret.

Den var vurderet til at koste mellem 30.000 og 50.000 pund og blev solgt for 38.951 pund - knap 344.000 danske kroner, skriver dpa.

Ifølge Cathy Marsden er værker af "litterære giganter" som Rowling og Ian Fleming fortsat meget populære, når de skal på auktion.

På auktionen kom en førsteudgave af bogen "When We Were Very Young" af Peter Plys-forfatteren A. A. Milne også under hammeren. Den blev solgt for 15.120 pund - omkring 133.000 kroner.

/ritzau/

København, 02/07/2025 - 08:00

Annette Heick: Efter ti år er vi endelig igennem det værste

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

De sidste mange år har været hårde for Annette Heick og manden Jesper Vollmer. Nu er de på den anden side og klar til at overveje, hvad fremtiden skal bringe.

Det var en januardag på stranden i Thailand i 2015, da kokken Jesper Vollmer frygtede, at hans liv var slut.

Han sprang ind i en bølge, som han havde gjort så mange gange før, men i stedet for at komme ud på den anden side blev han kastet ned i sandbunden, og han hørte en knasende lyd.

Det var hans nakke, der var brækket, og havde det ikke været for en australsk akutlæge, der selv var på ferie i det asiatiske ferieparadis, så havde hans liv i dag set helt anderledes ud.

Ulykken skete i 2015, og det har været ti hårde år for ham og entertaineren Annette Heick, der har været gift i snart 25 år.

Men nu er de endelig kommet ud på den anden side, siger Annette Heick.

- Vi er landet på benene, og vi er kommet igennem Jespers værste sygdomsperiode. I januar sagde jeg til ham, at jeg først der følte, at vi var kommet igennem, siger hun.

Med den milepæl er det blevet tid for parret til at tale om, hvad de næste skridt i livet skal være.

- Vi er sådan nogle, der laver tre- og femårsplaner, og de sidste både tre og fem år har aftalen været, at vi i 2026 skal kigge hinanden i øjnene og finde ud af, hvad vi godt kunne tænke os. Hvor skal vi hen, og hvor har vi det godt, siger Annette Heick og tilføjer:

- Det hænger selvfølgelig også rigtig meget sammen med Jespers handicap, og hvor meget han kan overkomme.

Efter ulykken i Thailand har Jesper Vollmer haft mindre førlighed i sin højre hånd, og han halter også på sit højre ben.

Men det stopper ham ikke fra at drive det online madfællesskab Klub Vollmer, som han ejer sammen med sin hustru.

Og hvis Annette Heick skal være helt ærlig, så vil hun gerne overlade virksomheden helt og aldeles til tv-kokken.

- Der har været nogle år, hvor det ikke har været sindssygt nemt for ham, men nu er vi på vej, og han er flyveklar, siger hun nu.

Annette Heick har nemlig også selv mange jern i ilden i sin karriere som både sanger, vært, skuespiller og dramatiker.

Til september genopføres hendes forestilling, "Pennevenner", i Glassalen i Tivoli, og ifølge entertaineren har hun teaterkontrakter langt ind i 2027.

Netop nu er hun aktuel som vært på den fjerde udgave af arrangementet "Syng med i Tivoli", hvor man 3. juli kan opleve Jørgen Klubien og Maria Bramsen på Plænen.

Og fordi Annette Heick har så mange ting i kalenderen, mens Jesper Vollmer også er i gang med at nytænke Klub Vollmer, så giver den nye femårsplan anledning til at overveje, hvor fremtiden skal udspille sig.

I maj satte parret deres sommerhus på Bornholm til salg for 12,5 millioner kroner.

- Vi har holdt sommerferie på Bornholm siden 2004, og efter 20 år synes jeg, at det er okay, at man vil noget andet. Til næste år skal jeg også noget andet, som gør, at vi ikke kan være der. Det kan jeg ikke løfte sløret for endnu.

- Jeg må også erkende, at børnene bliver større - lige pludselig vil ham på 21 nok gerne flytte hjemmefra, og de bliver mere og mere selvstændige. Jeg tror simpelthen ikke længere, at det giver mening for os at have et sommerhus, siger Annette Heick, der sammen med Jesper Vollmer har sønnerne Eliot på 21 og Storm på 16, og indskyder så:

- Det kan være, at jeg kommer om et år og siger, at jeg har fortrudt, men så tror jeg i hvert fald ikke, at det skal være på Bornholm.

/ritzau/

Læs Mere >>

New York City, 02/07/2025 - 04:32

Jury i Diddy-sag er enige om fire ud af fem anklagepunkter

Jane Rosenberg/Reuters

Rapper Sean "Diddy" Combs er tiltalt for blandt andet menneskehandel med henblik på prostitution.

Juryen i sagen mod rapperen Sean "Diddy" Combs er nået frem til en afgørelse i fire ud af fem anklagepunkter, men mangler fortsat at nå til enighed om det sidste punkt, der drejer sig om at bidrage til organiseret kriminalitet.

Det sagde den amerikanske distriktsdommer Arun Subramanian i retten tirsdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Dermed har juryen endnu ikke kunnet nå frem til en afgørelse i sagen, og drøftelserne fortsætter onsdag.

Ifølge anklageskriftet har Combs i en lang årrække misbrugt, truet og tvunget kvinder og andre omkring sig til at opfylde sine seksuelle lyster, beskytte sit omdømme og skjule sin adfærd.

Ifølge myndighederne tvang Sean Combs blandt andet kvinder til at have sex med mandlige sexarbejdere, mens de blev filmet.

Det skal være sket til fester, der er blevet omtalt som "freak offs".

Juryen, der består af 12 personer, er mere præcist nået til enighed vedrørende fire anklagepunkter om menneskehandel med henblik på prostitution og afpresning.

Det sidste punkt, som juryen altså ikke er blevet enige om, handler om organiseret kriminalitet. Anklagemyndigheden mener, at Combs' ansatte faciliterede hans misbrug ved at booke hotelværelser til "freak offs" og skaffe ulovlige stoffer til festerne.

55-årige Combs har nægtet sig skyldig i alle fem anklagepunkter. Hvis han dømmes for anklagepunktet om menneskehandel og afpresning, risikerer den tidligere milliardær livsvarigt fængsel.

To af Combs' tidligere kærester - heriblandt sangeren Casandra "Cassie" Ventura - har vidnet i sagen og fortalt, at han har udsat dem for både fysisk og seksuel vold.

Combs' forsvarere erkender, at rapperen til tider har været voldelig i sine parforhold, men at den seksuelle aktivitet, som anklagemyndigheden har beskrevet, var frivillig.

Foruden straffesagen er der også flere civile søgsmål mod rapperen fra kvinder og mænd, der anklager ham for overgreb.

Combs har grundlagt pladeselskabet Bad Boy Records og betragtes som en af de mest succesfulde rappere i musikhistorien.

/ritzau/Reuters

Læs Mere >>

, 02/07/2025 - 08:00

FAKTA: Træn fødderne

* Du kan ikke træne udtalte knyster væk. Men det kan generelt være en god idé at træne fødderne, ligesom man træner resten af kroppen, for at holde dem sunde og raske.

* Lav kortfodsøvelser, hvor du for eksempel samler ting op fra gulvet med fødderne. Gå på hæle og på tæer.

* Gør det eksempelvis til en vane at stå på tæer, mens du børster tænder.

* Prøv også at sprede tæerne.

Kilde: fodkirurg ved Aalborg Universitetshospital Mette Sørensen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 02/07/2025 - 08:00

Overvej nøje om knysten skal opereres væk

Elisabeth Rahe/Ritzau Scanpix

Op mod en tredjedel af den voksne befolkning har knyster. Det er dog langtfra alle, der vil blive rådet til en operation.

Omkring en fjerdedel af den voksne befolknings fodtøj gemmer på en eller flere knyster. Oftest ved storetåens grundled.

For nogle kan en knyst være generende hver eneste dag, andre glemmer, at den overhovedet er der. Fælles for dem er dog, at knysten ikke forsvinder af sig selv og ikke kan trænes væk. Overvejer du, om operation kunne være noget for dig, er der en række faktorer, du bør have med i ligningen.

Det fortæller Jens Kurt Johansen, som er overlæge på Ortopædkirurgisk Afdeling ved Amager og Hvidovre Hospital.

- Man skal gøre fordele og ulemper op ved operation. Hvad er funktionstabet, hvad er generne, hvad er smerterne, hvor meget fylder det i dagligdagen, og hvad kan man forvente af en operation, nævner overlægen som eksempler på det, de tager stilling til.

Før man tyer til operation, er anbefalingen at forsøge sig med ikke-operative tiltag. Kan man mindske generne uden operation, er det klart at foretrække.

- Det kan være bredere sko, knystbeskytter eller smertestillende medicin. Det kan også være, man kan ændre sit aktivitetsniveau, så man for eksempel går 10 kilometer om dagen i stedet for 15, siger Jens Kurt Johansen.

Ved alle operationer er der en risiko.

Og ved operation for knyst kan der ifølge fodkirurg ved Aalborg Universitetshospital Mette Sørensen efterfølgende opstå smerter, føleforstyrrelser, følelsesløshed eller mindre bevægelsesfrihed - om ikke andet så i en periode.

- Det drejer sig om at finde ud af, hvad der er rigtigt for lige præcis den patient. Som hovedregel skal det ved operation være en knyst, som giver anledning til så store gener, at man er villig til at acceptere, at der kan være nogle andre gener bagefter, forklarer hun.

- Kirurgi er det, man vælger, når der ikke er andet, der virker. Ingen er lovet, at man kommer igennem uden problemer. Her deler man knoglen og forskyder den, og der er risiko for, at den ikke vokser sammen. Ofte holder vi den med en skrue, som kan komme til at genere.

Ud over risikoen for komplikationer er en operation for knyst heller ikke en garanti for, at problemerne forsvinder for altid, forklarer overlæge Jens Kurt Johansen.

- Cirka 85 procent opnår et godt resultat og vil sige, at de ville gøre det igen.

- De sidste 15 procent kan principielt deles op i en gruppe, hvor forventningerne var for høje, og en anden gruppe, der oplever genkomst af skævhed, genkomst af knyst, smerter med mere, siger han.

Derfor handler en stor del af forarbejdet om at forventningsafstemme med patienten, så man kan tage stilling på et oplyst grundlag og undgå at blive skuffet over resultatet.

I mange tilfælde vil operation slet ikke komme på tale. For knyster er i sig selv ikke problematiske.

- Man må gerne have en stor knyst uden at skulle opereres, siger overlæge Jens Kurt Johansen.

- Så det vigtigste budskab er, at en knyst, der ikke generer, den skal bare have lov at være i fred. Hvis ikke det driller på nogen måde, så er det principielt et kosmetisk problem, og det skal man ikke opereres for.

Selv om knysten ikke i sig selv giver smerter, kan det dog på sigt give problemer, hvis den er meget stor. Det kan blive svært at få fodtøj på, man kan få sår ved knysten, tæerne kan komme til at ligge oven på hinanden, eller der kan være belastning på foden, så det giver smerter andre steder.

Derfor er det altid en konkret vurdering, om operation vil være den bedste løsning.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek