København, 12/08/2025 - 15:46
Sydbank er nu tiltalt for flere overtrædelser af betalingsloven
Sydbank er blandt andet tiltalt for at have nægtet et betalingsinstitut adgang til sine kontotjenester.
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Tilbage i 2023 blev Sydbank politianmeldt for at overtræde betalingsloven og for ikke at efterleve et påbud fra Konkurrencerådet.
Nu er banken tiltalt i sagen. Det fremgår af anklageskriftet, som Ritzau har fået aktindsigt i.
Sydbank anklages blandt andet for ikke at have givet et betalingsinstitut adgang til bankens betalingskontotjenester.
Betalingskontotjenester dækker over funktioner, som er nødvendige for, at et betalingsinstitut kan drive forretning. Det kan for eksempel være en konto til at modtage og sende betalinger på vegne af kunder.
Af anklageskriftet fremgår det, at Sydbank skal have nægtet vekselbureauet Tavex adgang til kontotjenesterne.
Tavex driver blandt andet valutavekslingskontorer og forhandler ædelmetaller som guld og sølv.
På Tavex' hjemmeside fremgår det, at virksomheden har 34 kontorer i 12 europæiske lande.
Overtrædelsen skal være sket i oktober 2018, lyder det i anklageskriftet.
Derudover er Sydbank tiltalt for ikke at efterleve et påbud fra Konkurrencerådet, som banken fik i 2021, om at give Tavex adgang til kontotjenesterne.
På den baggrund politianmeldte Konkurrencerådet Sydbank til National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i 2023.
Konkurrencerådet forklarede dengang, at adgangen til betalingskontotjenester er nødvendig for, at betalingsinstitutter kan konkurrere med banker.
- Vi kan konstatere, at Sydbank ikke har efterlevet Konkurrencerådets påbud om at give et betalingsinstitut adgang til sine kontotjenester. Det er strafbart at overtræde et påbud fra Konkurrencerådet, så Sydbank anmeldes nu til politiet med henblik på bøde, sagde Christian Schultz, formand for Konkurrencerådet, i en pressemeddelelse i 2023.
Fra Sydbank lyder det, at man fortsat mener, at afgørelsen fra Konkurrencerådet er forkert.
- Sydbank behandler alle anmodninger om oprettelse af kundeforhold sagligt og seriøst, men kan i visse tilfælde være nødt til at afslå af hensyn til væsentlige hvidvaskrisici. Vi mener fortsat, at afgørelsen er forkert, skriver banken i en kommentar til Ritzau.
Da sagen er under retlig behandling, kan Sydbank ikke gå yderligere i detaljer på nuværende tidspunkt, lyder det videre.
Sagen mod Sydbank skal føres ved Retten i Sønderborg, men er endnu ikke berammet. Det betyder, at der på nuværende tidspunkt ikke er afsat dage til retsmøde.
/ritzau/