Geneva, 04/06/2026 - 03:05
Usikre fødevarer vurderes at koste 1,5 millioner menneskeliv om året
886 millioner bliver hvert år syge efter at have spist mad, der indeholder vira og kemikalier, vurderer WHO.
Af: /ritzau/
Fødevarer, der indeholder skadelige bakterier, vira, parasitter eller kemikalier, tager hvert år livet af 1,5 millioner mennesker.
Det vurderer Verdenssundhedsorganisationen (WHO) natten til torsdag i en pressemeddelelse.
Meldingen kommer, efter at organisationen har analyseret data fra 194 lande i årene fra 2000 til 2021.
WHO vurderer desuden, at 886 millioner mennesker hvert år får en sygdom, der er forbundet med indtagelsen af såkaldt usikre fødevarer.
Børn under fem år har tre gange så stor risiko for at blive syge som resten af befolkningen, fremgår det.
/ritzau/




