Amsterdam, 07/01/2026 - 11:13
Sne og blæst aflyser 700 fly i Amsterdam og 140 fly i Paris
Flere end 1000 passagerer har overnattet i Schiphol, som i flere dage har været ramt af aflysninger.
Michel Van Bergen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Vintervejret fortsætter onsdag med at skabe problemer for flytrafikken, hvor to af Europas største lufthavne har aflyst samlet hundredvis af afgange.
Lufthavnen Schiphol i den hollandske hovedstad, Amsterdam, har aflyst 700 flyafgange. Det skriver lufthavnen på sin hjemmeside.
Samtidig er der blevet aflyst 100 flyafgange i Charles de Gaulle Lufthavn og 40 flyafgange i Orly Lufthavn i den franske hovedstad, Paris, skriver nyhedsbureauet AFP.
Bruxelles Lufthavn i Belgien forventer forsinkelser onsdag som følge af vejrforholdene. Her er dog ingen meldinger om aflyste fly.
- På grund af afisning af fly og rydning af is og sne på landingsbanerne under snevejret forventer vi forsinkelser hele dagen, skriver lufthavnen på sin hjemmeside.
Både i Holland, Frankrig og Belgien er det snevejr, der gør det svært at få alle fly på vingerne. Desuden er der kraftig vind i Amsterdam.
Schiphol har i flere dage været ramt af aflysninger på grund af snevejr, og tirsdag blev flere end 400 flyafgange aflyst.
Natten til onsdag har flere end 1000 strandede passagerer overnattet i den hollandske lufthavn.
Lufthavnen har stillet feltsenge til rådighed og har tilbudt morgenmad til de passagerer, som har været tvunget til at tilbringe natten i Schiphol.
Antallet af aflysninger forventes at stige, som dagen skrider frem.
Det statslige hollandske meteorologiske institut, KNMI, har udsendt en advarsel om snevejr og kraftig vind i hele Holland onsdag undtagen et enkelt område i den nordvestlige del af landet ud til Nordsøen.
I Frankrig advarer landets meteorologiske institut, Meteo France, om kraftigt snefald og risiko for glatte veje i 38 af det franske fastlands 96 kommuner.
Som følge af glatte veje er alle offentlige buslinjer blevet aflyst i Paris og områderne omkring hovedstaden. Paris' metro kører til gengæld stadig onsdag.
/ritzau/




