Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Los Angeles, 16/03/2026 - 03:10

Danskproduceret dokumentar om det russiske skolesystem modtager Oscar

"Mr. Nobody Against Putin" viser optagelser af propaganda- og krigsundervisning af elever på skole i Rusland.

Mike Blake/Reuters

Af: /ritzau/

"Mr. Nobody Against Putin", der er produceret af det danske produktionsselskab Made in Copenhagen med Helle Faber i spidsen, modtager en Oscar i kategorien Bedste Dokumentar.

Filmen følger den russiske lærer Pavel eller "Pasha" Talankin, som også er filmens medproducer.

Læreren dokumenterer, hvordan det russiske skolesystem ændrer sig i takt med Ruslands invasion af Ukraine.

Filmen er instrueret af den amerikanske instruktør David Borenstein, som har base i København.

Han modtog prisen på scenen, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- "Mr. Nobody Against Putin" handler om, hvordan man mister sit land. Det, vi så, da vi arbejdede med de her optagelser, var, at man mister det gennem utallige bittesmå handlinger af passivitet, siger David Borenstein på scenen.

- Når vi ser passivt til ("act complicit", red.), når en regering dræber folk på gaderne i vores storbyer, når vi tier stille, og når oligarker overtager medierne og kontrollerer måden, vi producerer dem på, tilføjer han ifølge Reuters.

Filmen følger folkeskolelæreren i to år, hvor han i protest har smuglet optagelser af propaganda- og krigsundervisning af elever på den skole, han underviste på, ud af Rusland.

I filmen ser man blandt andet elever marchere på skolens gange. Den russiske lejehær Wagner-gruppen holder desuden oplæg på skolen.

Talankin dokumenterer i filmen sin egen forfølgelse og endelig sin eksil. Han bor nu i Europa.

Helle Faber har tidligere beskrevet, hvordan en af de største udfordringer under produktionen af filmen har været at sørge for sikkerheden for alle involverede.

- Vi har rådført os med en lang række eksperter, herunder internationale korrespondenter, sikkerhedsagenturer og russere i eksil for at få deres vurdering af de potentielle risici, der er for dem, der har været involveret i filmen, sagde hun i 2024.

Der var også andre danske islæt blandt årets oscarnomineringer.

Thomas Foldberg og Anne Cathrine Sauerberg var nomineret i kategorien Bedste Makeup og Hår for den dansk-norske film "Den Stygge Stedsøster".

Olivier Bugge Coutté var nomineret for Bedste Klipning for "Affektionsværdi", der er instrueret af dansk-norske Joachim Trier.

Filmfotograf Dan Laustsen var nomineret for den mexicanske instruktør Guillermo del Toros version af "Frankenstein".

Det blev dog ikke til danske oscarstatuetter i nogen af kategorierne.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek