Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 17/09/2025 - 14:34

DR: Danmark bliver i Eurovision trods andre landes boykot

Flere andre lande vil boykotte Eurovision, hvis Israel deltager, men ifølge DR kommer Danmark til at deltage.

Denis Balibouse/Reuters

Af: /ritzau/

DR vil ikke trække Danmark ud af næste års Eurovision.

Det skriver DR Nyheder.

Meldingen kommer, efter at flere lande har varslet et boykot af sangkonkurrencen, hvis Israel deltager.

Gustav Lützhøft, der er ledende redaktionschef i DR Kultur, Debat og Musik, forklarer dog, at den danske deltagelse kommer med en række betingelser.

- DR bakker op om ESC (Eurovision, red.) som en kulturel begivenhed, der siden midten af 1950'erne har samlet nationer gennem musik, siger han.

- Vores deltagelse er betinget af, at der fortsat er et stærkt internationalt fællesskab rundt om sangkonkurrencen, at der er styr på sikkerheden, og at der er en apolitisk ramme rundt om konkurrencen.

Spørgsmål: Hvordan vurderer DR, om Eurovision stadig er et stærkt internationalt fællesskab, og hvad er grænsen for, at det ikke længere er det?

- Det er jo ved at følge med i den udvikling, der sker netop i disse dage, og vurdere, om der stadig er grundlag for at kalde det et bredt tværeuropæisk kulturudvekslingsprojekt. Det er simpelthen bare ved at følge med, siger Gustav Lützhøft til Ritzau.

Indtil videre har Spanien, Irland, Slovenien, Island og Holland alle truet med at boykotte konkurrencen, hvis Israel deltager.

DR kan på nuværende tidspunkt ikke sige, præcis hvor grænsen går for, hvornår der ikke længere er tale om et stærkt internationalt fællesskab.

- Jeg synes egentlig, det ligger ret tydeligt i udtrykket "et bredt fællesskab". Der skal være en bred opbakning til sangkonkurrencen. Nærmere kommer vi det nok ikke, siger han.

Den hollandske tv-station Avrotros har udtalt, at deres boykot mod et Eurovision med israelsk deltagelse er på grund af "den igangværende alvorlige menneskelige lidelse i Gaza".

Præsidenten for den spanske tv-station RTVE, José Pablo Lopez, har sagt, at "det folkedrab, der finder sted lige nu, gør det umuligt for os at se den anden vej".

Det er DR, som finder den danske deltager til Eurovision, og derfor har ansvaret for, om Danmark vælger at deltage eller ej.

Ifølge Gustav Lützhøft har DR meddelt til European Broadcasting Union (EBU), at Danmark vil deltage.

- Vores deltagelse er hverken en støtte til eller en protest mod noget enkelt land, men det er et ønske om at fastholde fællesskaber på tværs af grænser og på tværs af Europa, siger Lützhøft.

EBU er arrangøren af sangkonkurrencen og vil i december beslutte, om Israel skal deltage.

Israels deltagelse i Eurovision har gentagne gange været til debat, siden krigen mellem Israel og Hamas brød ud i oktober 2023.

Blandt andet var der demonstrationer fra propalæstinensiske aktivister, både da konkurrencen blev afholdt i Sverige i 2024 og i Schweiz tidligere i år.

Den internationale sangkonkurrence skal efter planen holdes i den østrigske hovedstad, Wien, 16. maj næste år.

Dansk Melodi Grand Prix afholdes 14. februar næste år. Vinderen af den danske konkurrence bliver den danske deltager til den europæiske konkurrence.

/ritzau/

København, 17/09/2025 - 16:24

FAKTA: Danske oscarbud går ofte hele vejen til Los Angeles

Gabriel Bouys/Ritzau Scanpix

Otte ud af de seneste 15 danske indstillinger til en Oscar er blevet nomineret til Bedste Internationale Film.

"Mr. Nobody mod Putin" er Danmarks bud på en Oscar i kategorien Bedste Internationale Film i 2026.

De endelige fem oscarnomineringer bliver offentliggjort den 22. januar.

Selv om konkurrencen er benhård, er det langt fra usædvanligt, at en dansk film klarer sig hele vejen til en nominering og kommer med til uddelingen i Los Angeles.

I løbet af de seneste 15 år er otte danske film blevet nomineret i kategorien Bedste Internationale Film - heriblandt "Druk" af Thomas Vinterberg og "Hævnen" af Susanne Bier, som begge endte med at vinde prisen.

Her er de danske oscarindstillinger fra de seneste 15 år:

* 2025 "Pigen med nålen" af Magnus von Horn - nomineret, men vandt ikke.

* 2024 "Bastarden" af Nikolaj Arcel - ikke nomineret.

* 2023 "Holy Spider" af Ali Abbasi - ikke nomineret.

* 2022 "Flugt" af Jonas Poher Rasmussen - nomineret, men vandt ikke.

* 2021 "Druk" af Thomas Vinterberg - nomineret og vandt en Oscar.

* 2020 "Dronningen" af May el-Toukhy - ikke nomineret.

* 2019 "Den skyldige" af Gustav Möller - ikke nomineret.

* 2018 "Du forsvinder" af Peter Schønau Fog - ikke nomineret.

* 2017 "Under sandet" af Martin Zandvliet - nomineret, men vandt ikke.

* 2016 "Krigen" af Tobias Lindholm - nomineret, men vandt ikke.

* 2015 "Sorg og glæde" af Nils Malmros - ikke nomineret.

* 2014 "Jagten" af Thomas Vinterberg - nomineret, men vandt ikke.

* 2013 "En kongelig affære" af Nikolaj Arcel - nomineret, men vandt ikke.

* 2012 "Superclásico" af Ole Christian Madsen - ikke nomineret.

* 2011 "Hævnen" af Susanne Bier - nomineret og vandt en Oscar.

Kilder: Det Danske Filminstitut og Ritzau.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 17/09/2025 - 16:21

Putin-dokumentar er valgt som Danmarks oscarhåb

"Mr. Nobody mod Putin" er Danmarks officielle oscarindstilling i kategorien Bedste Internationale Film.

Dokumentarfilmen "Mr. Nobody mod Putin" er udvalgt som Danmarks bud på en Oscar i kategorien Bedste Internationale Film.

Det oplyser Det Danske Filminstitut onsdag.

Filmen er instrueret af David Borenstein og medinstrueret af Pavel Talankin.

Det betyder dog ikke, at filmen er nomineret endnu, men kun, at den danske oscarkomité har valgt "Mr. Nobody mod Putin" som den danske indstilling, der skal sendes videre til oscarakademiet.

Filmen handler om en helt almindelig lærer, Pavel, i en lille russisk by. Men skolens hverdag ændrer sig drastisk, da Putin indfører propaganda og krigsundervisning på skoleskemaet i kølvandet på sin fuldskala-invasion af Ukraine.

I protest - og i al hemmelighed - begynder Pavel at smugle videoerne ud af Rusland.

Samtidig begynder han at filme, hvordan propagandaen og krigen påvirker det samfund, han bor i.

Filmen havde premiere i februar ved dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX.

Den var i opløbet til at blive den danske indstilling sammen med "Den sidste viking" af Anders Thomas Jensen og "Begyndelser" af Jeanette Nordahl.

Selv om "Mr. Nobody mod Putin" nu er kommet et skridt nærmere oscarshowet i Los Angeles, er der stadig lang vej endnu.

I december offentliggør oscarakademiet en shortlist med 15 internationale film, som fortsat er med i kapløbet.

Først 22. januar 2026 bliver det afsløret, hvilke fem film der bliver nomineret i kategorien.

Oscaruddelingen finder sted 15. marts 2026 og markerer den 98. udgave af prisuddelingen.

Trods den hårde konkurrence er danske film ofte med i feltet.

I løbet af de seneste 15 år er otte danske film blevet nomineret i kategorien Bedste Internationale Film - heriblandt "Druk" af Thomas Vinterberg og "Hævnen" af Susanne Bier, som begge løb med statuetten.

Instruktøren bag dokumentaren "Mr. Nobody mod Putin", David Borenstein, er født i USA, men bosat i København. Han har tidligere instrueret dokumentarfilmene "Can't Feel Nothing" fra 2024 og "Den kinesiske drøm" fra 2016".

Vi skal ikke længere tilbage end 2022 for at finde en dansk dokumentarfilm, der fik opmærksomhed ved oscaruddelingen. Her blev "Flugt" nomineret i både kategorien Bedste Internationale Film og Bedste Dokumentar.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 17/09/2025 - 08:00

FAKTA: Flere piger er utilfredse med kroppen

* Ifølge Sex & Samfunds årsrapport er 20 procent af unge mellem 15 og 18 år enten utilfredse eller meget utilfredse med deres egen krop.

* 28 procent af pigerne er meget utilfredse eller utilfredse. Det samme gælder 11 procent af drengene.

* Omvendt svarer 69 procent af drengene, at de er meget tilfredse. Hos pigerne er det 41 procent.

* Tendensen til, at unge piger er mere utilfredse med deres kroppe, går igen på tværs af undersøgelser om børn og unges opfattelse af deres egen krop.

* Piger vurderer oftere end drenge, at de er for tykke. Blandt drenge er det derimod lidt mere udbredt at opfatte sig selv som for tynd.

Kilde: Sex & Samfunds "Uge Sex Rapport" 2025.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 17/09/2025 - 08:00

Undgå at give kropsskam videre når du taler med dit barn

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Forældre spiller en stor rolle for børn og unges selvbillede og læring om kroppen. Derfor følger der et ansvar for at italesætte sundhed uden at udskamme.

"Er du nu sikker på, at du skal have en is mere?". Den slags sætninger virker harmløse, men de kan sætte spor.

Mange børn vokser op med kommentarer om deres kroppe forklædt som omsorg.

Kropstankerne fylder også i skolen. En undersøgelse fra Sex & Samfund fra i år viser, at halvdelen af børn og unge mener, at udseendet spiller en stor rolle for at blive accepteret i skolen.

Og over ni ud af ti har oplevet, at der tales grimt om andres kroppe eller udseende.

Som forælder har du magten til at ændre den fortælling, fortæller børnepsykolog og familierådgiver Charlotte Diamant.

- Generelt har forældre den grundlæggende opgave at se ind i barnet og ikke se på barnet. Det kan være svært, da det ofte bunder i en bekymring om, hvorvidt ens barn får nok grønt og sundt at spise, siger hun.

Prøv at have en afslappet holdning som forælder, medmindre dit barn har fået andet at vide af lægen eller sundhedsplejersken, lyder hendes råd.

Du bør desuden også tænke over, hvordan du taler om dig selv, siger Charlotte Diamant.

- Hvis du går rundt som mor og siger: "Åh, min mave er for tyk", så sender du et signal til dit barn om, at man ikke må være tyk, uddyber hun.

Og så er det vigtigt at lære ens børn, at vi ikke er ens, siger psykologen.

- Det lyder som en kliché, men hvis vi hylder diversitet og forskellighed som forældre, så giver vi også det videre, at man ikke dømmer andre.

Børn kan også have en opdragende rolle over for deres forældre.

- Det er okay at udtrykke: "Ej mor, det siger man altså ikke". Så mærker vi selv følelsen af at skamme os, siger Charlotte Diamant.

Når samtalen derhjemme falder på sundhed og tanker om kroppen, er det også en god idé at være lyttende og tage udgangspunkt i barnets oplevede virkelighed.

Det siger Christian Forsmann Christoffersen, der er vidensmedarbejder i Sex & Samfund.

- Som forælder kan man i samtalen med sit barn bidrage med et perspektiv på sundhed, som ikke fokuserer på udseende. Ved at flytte fokus væk fra udseende og i stedet over på, hvad kroppe kan, skaber man et mere positivt handlerum, siger han.

Et sundt forhold til kroppen, kost og motion er altid godt at give videre. Men et usundt forhold er ikke hensigtsmæssigt at give videre.

- Her kan der både være tale om spisevaner, som er usunde for kroppen, eller motionsvaner som for eksempel inaktivitet eller overdreven motion, lyder det fra Christian Forsmann Christoffersen.

Hos Sex & Samfund har man også stor opmærksomhed på, at sociale medier spiller en rolle for unges selvbillede og opfattelse af, hvordan kroppe bør se ud.

En undersøgelse fra februar viste, at 60 procent af unge mellem 15-29 år er enige i, at det er svært at leve op til de snævre kropsidealer, der findes på platforme som Instagram, TikTok og Snapchat.

- Som forælder kan man være den modvægt, som hjælper til med at give børn og unge et sundere og mere nuanceret syn på kroppe, siger Christian Forsmann Christoffersen.

Det kan du blandt andet gøre ved at tale om den redigerede og polerede virkelighed, som præsenteres på sociale medier.

- Tal med dit barn om, at billeder af kroppe, som er redigerede, ikke afbilleder virkeligheden, siger han.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek