Solskin og temperaturer høje nok til at hoppe i badetøjet, men også ustadigt vejr med byger, regn og torden.
Sådan lyder den foreløbige prognose fra DMI for de kommende uger af sommeren, der altså forbereder os på, at de nylige skybrud ikke var en enlig svale.
Tværtimod må vi indstille os på sommerdage, hvor enten skybrud eller kraftig regn sætter en stopper for strandturen og giver havemøblerne en ordentlig skylle.
Men hvornår er det skybrud, og hvornår er der tale om kraftig regn?
Det er ikke sikkert, du kan mærke forskel, når himlen åbner sig, men definitionerne er klare - og det er værd at kende forskellen, fortæller Erik Hansen, der er vagtchef hos DMI.
- Skybrud kommer kraftigt og i løbet af kort tid fra bygeskyer. Når vi varsler om det, betyder det, at der falder mindst 15 millimeter regn på en halv time.
Varslingen om skybrud for et givent område betyder, at der i løbet af en halv time ville lægge sig mindst 15 millimeter vand i hele området, hvis der ikke var afløb eller jord med evne til at suge vandet.
Når der er faldet mindst 30 millimeter regn, kan man kalde det for dobbelt skybrud, og i ekstreme tilfælde kan der opstå tredobbelt skybrud, fortæller Erik Hansen.
- Skybrud forekommer hen over sommeren og sensommeren. Det opstår på varme dage, når bygeskyerne bobler op af varme, siger han.
Bygeskyerne kan hurtigt flytte sig, og derfor kan skybrud være svære at forudsige sammenlignet med almindelig kraftig regn. Til gengæld kan man forudsige, om der er potentiale for, at der opstår skybrud.
Han forklarer, at under de kraftigste skybrud i Danmark kan der falde to millimeter regn i minuttet.
- Det kan godt give en hurtig oversvømmelse, hvis man er uheldig, siger vagtchefen.
Ofte er skybrud trælse i øjeblikket, hvor de opstår, men kraftig regn kan skabe større udfordringer, fordi det våde vejr strækker sig over længere tid.
- Den slags regn opstår i forbindelse med fronter og rammer i større områder. Definitionen er, at det skal regne mindst 24 millimeter på seks timer og dernæst mindst 30 millimeter på 24 timer, siger han.
Den kraftige regn rammer større områder og berører dermed flere mennesker. Desuden er den ofte mere besværlig at håndtere.
- Det kan give problemer på lavtliggende motorvejsstrækninger eller i folks huse, hvis de bor ved ådale. Det kan også give problemer med jordskrænter, hvis jorden bliver blød og begynder at flyde, forklarer Erik Hansen.
Når mængderne af regn bliver store nok over tid, kan det give risiko for egentlige oversvømmelser - og derfor udsender DMI i dag også hydrologiske varsler.
- Det kan være, hvis der er faldet så meget vand hen over en lang periode, at jorden ikke kan suge mere, for eksempel hen over vinteren. Vi har set nogle problemer med det i Tyskland og Spanien, siger han.
I Danmark kan det især være et problem omkring Vejle Å.
/ritzau fokus/