Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Kabul, 17/03/2026 - 00:58

Afghanistan melder om 200 døde i pakistansk luftangreb

Der er forskellige meldinger om antallet af døde efter et angreb på et behandlingscenter for stofmisbrugere.

Wakil Kohsar/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/AFP

Et stort antal personer meldes sent mandag aften dræbt i Afghanistans hovedstad, Kabul, efter et pakistansk luftangreb.

Afghanske myndigheder anklager Pakistan for at have angrebet et behandlingscenter for stofmisbrugere.

Sharafat Zaman, der er talsmand for sundhedsministeriet, melder om mere end 200 døde og ligeså mange sårede.

- De foreløbige rapporter er, at vi indtil videre har mere end 200 martyrer og over 200 sårede, siger talsmanden.

En journalist fra nyhedsbureauet AFP, der befinder sig i Kabul, har talt sig frem til mindst 30 lig.

Der er forskellige meldinger omkring dødstallet.

Dejan Panic, der er direktør for den afghanske afdeling af den humanitære hjælpeorganisation NGO Emergency, oplyser, at man har modtaget tre lig og behandler 27 sårede.

Pakistans regering afviser, at behandlingscentret i Afghanistans hovedstad har været et bevidst mål.

Målene for Pakistans militær har i stedet været militære installationer og terrorstøttende infrastruktur.

Pakistan erklærede 27. februar "åben krig" mod Afghanistan efter længere tids konflikt med nabolandet.

Pakistan beskylder Afghanistan for at tillade, at den militante gruppe Tehreek-e-Taliban Pakistan (TTP) opererer fra Afghanistan, hvilket Taliban-styret har afvist.

TTP har forsøgt at vælte styret i Pakistan. Gruppens mål er at erstatte det med et strengt islamisk styre.

Pakistan og Afghanistan deler en 2600 kilometer lang grænsestrækning.

FN-missionen i Afghanistan (Unama) oplyste tidligere på mandagen, at 75 civile er dræbt i pakistanske militærangreb i Afghanistan siden den 26. februar.

Omkring 115.000 personer er blevet tvunget til at forlade deres hjem, har FN-missionen oplyst.

/ritzau/AFP

TjekDet - faktatjek