Teheran, 09/05/2026 - 02:44
Satellitbilleder viser olieudslip ud for den iranske ø Kharg
En grå og hvid masse er fotograferet på satellitbilleder og viser et formodet olieudslip ud for øen Kharg.
European Union/Copernicus Sentin/Reuters
Af: /ritzau/
Der er formodninger om et olieudslip ud for kysten ved den iranske ø Kharg, der er afgørende for Irans olieeksport.
Det viser satellitbilleder fra stedet ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
På billeder af det formodede olieudslip ses en grå og hvid masse i havet.
Det står ikke umiddelbart klart, hvad der er årsag til det formodede udslip. Det er sket ud for Khargs vestlige kyst i Den Persiske Golf.
Der er tale om det største olieudslip i Den Persiske Golf under krigen mellem USA og Israel på den ene side og Iran på den anden side.
Det skriver den britiske organisation Conflict and Environment Observatory, der kortlægger, hvordan militær og krige påvirker klima og miljø, i et opslag på det sociale medie X.
- Udslippet driver mod syd og ser ud til at have lange udsigter til at blive håndteret korrekt, lyder det på X.
- Olieudslippet ser visuelt ud til at bestå af olie, siger Leon Moreland, der er forsker ved Conflict and Environment Observatory, til Reuters.
Orbital EOS, der overvåger olieudslip, oplyser til The New York Times, at udslippet torsdag så ud til at dække et område på 52 kvadratkilometer.
Øen Kharg er kernen i Irans olieeksportindustri og en hjørnesten i landets hårdt trængte økonomi. Den ligger ud for Irans golfkyst, flere hundrede kilometer nordvest for det smalle, strategisk vigtige Hormuz-stræde.
Iran lukkede i vid udstrækning strædet ved begyndelsen af konflikten med USA og Israel den 28. februar. USA har siden indført en blokade af iranske havne.
Både Irans lukning af Hormuzstrædet og den amerikanske blokade har ført til, at mange tankskibe er strandet i området.
På Kharg er Irans største olieterminal, olierørledninger, lagertanke og dertilhørende infrastruktur. Den står for 90 procent af Irans olieeksport, hvoraf størstedelen går til Kina.
USA hævdede tidligere i krigen af have ødelagt militære mål på øen.
/ritzau/




