Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 07/04/2025 - 08:00

Sarah Zobel: Jeg er ved at smide zobelpelsen

Når man har et efternavn med en masse historier i sig, skal man finde ud af, hvem man er som fornavn, lyder det fra psykolog og tidligere model Sarah Zobel.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Grith Larsen, Ritzau Fokus

Med efternavnet Zobel står det sort på hvidt, at Sarah Zobel er en del af dynastiet, der er kendt fra erhvervslivet - og til tider også fra de kulørte blade.

Men de senere år har den 51-årige psykolog og tidligere model været i gang med at smide zobelpelsen.

Det fortæller hun i TV 2-programmet "Shaolin".

- Jeg synes, jeg har mere ro i, hvornår jeg har den på, og hvornår jeg har den af. Den vil altid være en del af mig - og heldigvis for det, uddyber hun nu.

- Jeg tror, at når man har et fyldigt efternavn og sådan en familiehistorie, er rejsen - det kan også være derfor, at jeg har læst psykologi, det ved jeg ikke - at finde ud af: Hvem er jeg som fornavn? Hvem er jeg egentlig, når man skræller de der ting fra, lyder det fra Sarah Zobel.

- Det synes jeg, jeg er ved at lande meget godt i nu. Sådan i midten af livet. Men jeg tror, det er generelt for mange , at man skal finde ud af, hvem man er. Om det så er et skjold, man har på, eller en rolle, man har fået.

Sarah Zobel er datter af erhvervslederen og godsejeren Peter Zobel og oldebarn af Hermann Zobel, der var med til at grundlægge forsikringsselskabet Codan.

Skræller man efternavnet væk, er Sarah 51 år, psykolog og mor til tre - de to ældste har hun fra ægteskabet med balletdanseren Alexander Kølpin, den yngste har hun fra forholdet med popstjernen Burhan G.

Nogle kan godt adskille Sarah fra Zobel, andre kan ikke, fortæller hun.

- Jeg er meget opmærksom på ..., indleder Sarah Zobel, imens hun forsøger at finde ordene:

- Jeg tror heller ikke, man selv skal leve sig for meget ind i at antage, at folk har forudindtagelser. Nogle har. Nogle har ikke. Sådan vil det altid være. Men jeg tror, man slipper det lidt mere, jo ældre man bliver. Så er man ligesom bare, hvem man er, konstaterer Sarah Zobel.

Andre ting er foranderlige i hende og noget, hun håber, aldrig stagnerer eller helt stopper.

- Der er altid forskellige lag i ens udvikling. Det er jo ikke noget, man er færdig med, bare fordi man er psykolog, siger Sarah Zobel.

Sammen med otte andre kendisser, heriblandt udenrigskorrespondenten Simi Jan, skuespilleren Thomas Bo Larsen og Vild med dans-stjernen Karina Frimodt, har Sarah Zobel takket ja til at deltage i TV 2-programmet "Shaolin".

Her skal de gennem 12 dage leve som autentiske shaolinmunke i et mentalt og fysisk udviklingsforløb.

- En del af tingene har jeg prøvet før. Jeg har arbejdet med de forskellige følelsesmæssige ting. Så det, der var nyt for mig, og som gik op for mig, var den hardcore fysiske træning, og hvor meget du kan arbejde med sindet og dit mentale velvære via kroppen, lyder det fra Sarah Zobel.

- Vi ved selvfølgelig godt, at sport og træning er sundt. Men vi bruger det måske ikke rigtigt på den måde i vores del af verden.

Krop og sind er meget opdelt i Danmark til sammenligning med shaolinmunkene i Sydkorea, hvor optagelserne fandt sted, mener Sarah Zobel.

- Hvis vi har ondt indeni, går vi til en psykolog eller en terapeut. Har vi ondt i kroppen går vi til en læge. Shaolinmunkene arbejder meget med sundhed, og ved at man bruger kroppen på forskellige måder, siger hun og fortsætter:

- Om det er, at man sidder stille og mediterer for at skabe ro i sindet, eller om man laver kamptræning, så får man det mentalt tusind gange bedre. Deres sammenhæng mellem krop og sind er meget mere flydende der end her.

Noget af det har hun pakket med sig hjem fra templet i Sydkorea.

- Jeg har i hvert fald taget mere struktur med i min hverdag. Det var en ting, shaolinmunkene gik meget op i: At målet er ligegyldigt, men at man skal få strukturen og processen ind. Og så laver jeg thaiboksning, fortæller Sarah Zobel.

- Det bed fast i mig! Det kunne jeg virkelig godt lide, udbryder hun begejstret.

- Mit fag er jo meget blødt og feminint. Så det har været fedt for mig at få den der ild lidt mere frem, så jeg både har det maskuline og det feminine.

Næste afsnit af "Shaolin" kan ses på TV 2 og TV 2 Play mandag.

/ritzau/

Herning, 20/11/2025 - 16:35

DR-stjerner dribler ind som værter på stort show

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Årets sportsbedrifter markeres til DR's store Sport 2025-show. Endnu en gang er det Josefine Høgh og Tina Müller, som styrer sportsfolk og seere gennem aftenen.

Årets Sportsnavn, Årets Holdkammerat og Årets Træner er blandt de priser, der skal uddeles til Sport 2025, hvor DR fejrer det forgangne års sportsbedrifter i et stort tv-transmitteret show.

Der er genvalg til værtsduoen Josefine Høgh og Tina Müller, som vil guide sportsfolk, seere og publikum igennem aftenen, der løber af stablen i Jyske Bank Boxen i Herning 3. januar.

Det annoncerer DR i en pressemeddelelse.

Traditionen tro bliver der også udpeget et nyt medlem til sportens Hall of Fame, som allerede har indlemmet blandt andre svømmestjernen Pernille Blume, tennisstjernen Caroline Wozniacki og bokseren Mikkel Kessler.

Mellem uddelingerne af priserne, som for første gang også vil tælle Årets Hold, vil blandt andet Aphaca og Medina underholde med musik.

- Vi er stolte af at bringe de største sportsprofiler og store danske musiknavne sammen til et brag af en aften fyldt med fest, følelser og fællesskab, lyder det i pressemeddelelsen fra Anders Kern Boje, der er underdirektør i DR Nyheder med ansvar for sport.

I showet er det ikke kun de største sportsstjerner, som hyldes. Også den danske breddeidræt hædres. Blandt andet med priser til Årets Idrætsforening og Årets Frivillige.

- Det er så utroligt fortjent, at de en aften som "Sport 2025" også kommer helt frem i rampelyset og bliver hyldet sammen med de store stjerner, lyder det fra Anders Kern Boje.

Bag showet står DR i samarbejde med MCH A/S, der blandt andet driver Jyske Bank Boxen, samt Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Team Danmark.

"Sport 2025" sendes live på DR1 og DRTV lørdag 3. januar 2026 klokken 21.00 med optakt fra klokken 20.30.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 20/11/2025 - 15:48

Målrettet fodboldfyr får kongeligt ur for sin tid i Livgarden

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Kong Frederik har hædret en ung garder med "Kongens Ur" i forbindelse med en parade ved Livgarden.

Kong Frederik har torsdag overrakt "Kongens Ur" til garder Oliver Rolf Petersen fra Haslev på Sjælland.

Uret er en hædersbevisning, der gives til en værnepligtig garder i Livgarden ved afslutningen af tjenestetiden.

Hæderen - og uret fra Georg Jensen - får Oliver Rolf Petersen for at besidde en stor modenhed og faglighed, lyder det i indstillingen.

- Garder O.R. Petersen besidder et højt niveau af holdning, faglighed og positivitet, som smitter af på resten af vagtholdet.

- Han har igennem en stor modenhed etableret en naturlig autoritet over for sin afløsning og sideordnede på vagt. Hans gode forhold til sine kolleger gør også hans autoritet troværdig.

Garderen får også ros for at stræbe efter at skabe et godt socialt miljø, når han er på vagt.

Oliver Rolf Petersen er født i Silkeborg, men er opvokset i Haslev.

Fra barnsben har han været glad for at spille fodbold, og han har spillet på elitehold i både Køge og Herfølge.

Af sin far beskrives han som målrettet og viljestærk, men også som omsorgsfuld og god til at omgås mennesker.

Det er ikke faldet på plads, hvad Oliver Rolf Petersen skal efter endt tjeneste i Livgarden.

Han har søgt om en plads på sergentuddannelsen, men han har ikke fået svar endnu.

Det er gardernes overordnede og kammerater, der indstiller en garder til at modtage hædersbevisningen.

Vagtkorpset udpeger én til at modtage uret for at være en god kammerat og en dygtig soldat.

Historien bag uret går tilbage til 1970, hvor det første gang blev overrakt i anledning af Frederik IX's 70-års fødselsdag. Dengang hed uret også "Kongens Ur".

Efterfølgende hed det i en lang årrække "Dronningens Ur", mens det var dronning Margrethe, der var statsoverhoved.

Men efter tronskiftet i 2024 har uret igen heddet "Kongens Ur".

Siden traditionen med uret begyndte, er over 130 gardere blevet hædret med den særlige anerkendelse.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 20/11/2025 - 11:16

FAKTA: Tjek produkter med arganolie

* Arganolie bruges i mange hår- og hudplejeprodukter og skulle efter sigende have en plejende effekt. 

* Men mange af de hårolier, der markedsføres som "Argan oil", indeholder kun ganske lidt af de gyldne dråber.

* Forbrugerrådet Tænk Kemi har gennemgået en række af disse hårolier, og her udgør arganolie under 25 procent af indholdet i flere af dem. 

* Det er ifølge konstitueret projektchef Christel Søgaard Kirkeby en god idé at være lidt kritisk og tjekke produktets indhold. 

* På bagsiden af flasken skal du kigge efter betegnelsen "argania spinosa kernel oil". Jo længere nede det står på ingredienslisten, desto mindre er der i.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk Kemi og konstitueret chefrådgiver og testsansvarlig Christel Søgaard Kirkeby. 

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 20/11/2025 - 11:16

Din hårolies blødgørende effekt kan gøre mere skade end gavn

Brendan Smialowski/Ritzau Scanpix

Mange hårolier lover tykkere, længere og mere glansfyldt hår. Men det er klogt at tjekke flaskens etiketter, hvis du gerne vil undgå uønsket kemi.

Det kan være let at lade sig forføre af håroliers lovende kvaliteter.

Men i flere af de mest populære hårolier gemmer de blødgørende dråber også på en række problematiske stoffer.

Det viser en ny test, der er lavet af Forbrugerrådet Tænk Kemi.

Nogle af de stoffer, der skiller sig ud i testen, er en gruppe af kemikalier, der kaldes siloxaner.

Det fortæller Christel Søgaard Kirkeby, der er testansvarlig og konstitueret projektchef i Forbrugerrådet Tænk Kemi.

- Det er en type silikonestoffer, som har været meget populære i blandt andet hårolie, fordi det kan have en blødgørende effekt for håret.

- Der findes mange forskellige siloxaner, og det de har tilfælles er, at de er miljøbelastende, siger Christel Søgaard Kirkeby.

Stofferne fordamper fra håret og ender i jorden og vandmiljøet, hvor de har meget svært ved at blive nedbrudt.

Af samme årsag er flere siloxaner på EU's liste over særligt problematiske kemikalier.

- Nogle af dem er også mistænkt for at være hormonforstyrrende. Det vil sige, at de kan påvirke vores hormonbalance og potentielt give uønskede effekter, siger projektchefen.

Christel Søgaard Kirkebys råd er simpelt, nemlig at du skal kaste et blik på produktets ingrediensliste.

De mest problematiske siloxaner optræder ifølge projektchefen under navnene: cyclopentasiloxane, cyclohexasiloxane, cyclomethicone og trisiloxane.

For lettere at kunne overskue indholdet kan du bruge en app som Forbrugerrådet Tænks Kemiluppen, hvor du scanner produktet.

Her vil en hårolie, som indeholder siloxaner, blive markeret med en C-kolbe, der er den dårligste bedømmelse, fortæller Christel Søgaard Kirkeby.

Produkter med C-kolben indeholder stoffer, der for det meste er lovlige, og de enkelte produkter er ikke sundhedsskadelige i sig selv.

Men de bidrager ifølge Forbrugerrådet Tænk til din udsættelse for problematiske kemikalier, der samlet kan udgøre en sundhedsrisiko.

Selv om det skulle vise sig, at din faste hårrutine inkluderer en enkelt hårolie med siloxaner, behøver du dog ikke at smide den ud med det samme.

- Det handler meget mere om, hvad du generelt bliver udsat for i din hverdag med alle de produkter, du bruger, siger Christel Søgaard Kirkeby.

I Kemiluppen findes der 157 hårolier, der er testet for uønsket kemi.

94 af dem får C-kolben, mens kun 8 hårolier lever op til kravene for A-kolben - den bedste kemibedømmelse.

Hvis du vil undgå de problematiske stoffer, er det vigtigste, at du lægger mærke til indholdet, næste gang du putter hårolie i kurven.

Kosmetik og plejeprodukter, der sælges i EU, er ifølge Miljøstyrelsen underlagt et fælles regelsæt.

EU har besluttet, at der fra 6. juni 2027 kun må være op til 0,1 procent af de mest problematiske siloxaner i kosmetik og plejeprodukter.

I hårolierne, som Forbrugerrådet Tænk Kemi netop har testet, er siloxanerne ofte den primære ingrediens.

Miljøstyrelsen anbefaler, at du som udgangspunkt går efter produkter, der er Svanemærket eller lever op til samme standard.

Der er nemlig krav til, at de ikke må indeholde de problematiske stoffer.

Rådet gælder især for de basisprodukter, du bruger jævnligt og i store mængder derhjemme, fremgår det af styrelsens hjemmeside.

Er du gravid, eller har du ønsker om at blive det, kan det ifølge Christel Søgaard Kirkeby også være en god idé at gøre lidt ekstra for at undgå stofferne.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek