Warren, 30/04/2025 - 02:22
Trump roser egen økonomiske politik efter 100 dage på posten
Trump hylder sig selv og sin administration på et vælgermøde, der markerer hans første 100 dage som præsident.
Af: /ritzau/Reuters
På et vælgermøde i Warren i den amerikanske delstat Michigan fejrer Donald Trump natten til onsdag dansk tid sine første 100 dage som USA's præsident.
Her fremhæver han, hvad han beskriver som enorme økonomiske sejre, samtidig med at han angriber demokraterne, herunder den tidligere præsident Joe Biden.
Det er ifølge nyhedsbureauet Reuters det største arrangement, som Trump har afholdt, siden han blev indsat som præsident den 20. januar i år.
Amerikanerne har fået et køligere forhold til Trumps bedrifter som præsident i de seneste uger.
Det er særligt Trump-administrationens økonomiske forvaltning midt i en tid med voldsom inflation samt dens aggressive toldafgifter på varer fra næsten alle lande i verden, der bekymrer amerikanerne.
Trump selv siger på vælgermødet, at USA under hans første præsidentperiode fra 2017 til 2021 havde "den bedste økonomi i vores lands historie".
- Vi gjorde det fantastisk, og vi gør det endnu bedre nu, lyder det.
Han siger desuden, at "inflationen er stort set nede, og renten er faldet".
/ritzau/Reuters