Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 17/01/2026 - 04:55

Dommer begrænser ICE-betjentes magt i Minnesota efter drab

Kendelse fra distriktsdommer forbyder ICE-agenter at tilbageholde og anholde fredelige demonstranter.

Ryan Murphy/Reuters

Af: /ritzau/

En amerikansk dommer har fredag begrænset immigrationsmyndigheden ICE's muligheder for at gribe ind mod demonstranter i den amerikanske delstat Minnesota.

Dommeren forbyder ICE-betjentene at tilbageholde og anholde fredelige demonstranter og bilister samt at bruge peberspray eller tåregas mod demonstranterne.

Det skriver nyhedsbureauerne AFP og Reuters.

I kendelsen forbyder dommeren desuden, at de føderale betjente standser bilister og passagerer - medmindre der er begrundet mistanke om, at de hindrer eller forstyrrer ICE-betjentenes arbejde.

I den 83 sider lange kendelse skriver distriktsdommer Katherine Menendez ifølge AFP, at myndighederne nu har 72 timer til at efterkomme kravene.

Kendelsen kommer, næsten to uger efter at USA's præsident Donald Trumps administration annoncerede, at man ville sende 2000 ICE-betjente til området omkring byen Minneapolis, der ligger i delstaten.

Antallet af ICE-betjente er siden vokset til næsten 3000, skriver Reuters.

Den amerikanske regering har som en del af Trumps indsats med at deportere ulovlige immigranter skruet op for de amerikanske immigrationsmyndigheders tilstedeværelse i flere amerikanske byer og stater.

ICE og demonstranter har gentagne gange stødt sammen den seneste måned. ICE-betjentene har anholdt og kortvarigt tilbageholdt mange mennesker i Minneapolis.

Sammenstødene eskalerede, efter at en ICE-betjent skød og dræbte den amerikanske statsborger Renee Nicole Good i Minneapolis den 7. januar.

Den 37-årige kvinde var frivillig i et lokalt netværk, som overvåger og dokumenterer ICE-operationer i Minneapolis.

Hændelsen blev optaget på video, men politikere tolker optagelserne vidt forskelligt.

USA's minister for indenrigssikkerhed, Kristi Noem, har udtalt, at drabet på Renee Nicole Good skete i selvforsvar. Ifølge Noem og ministeriet blev der affyret skud mod kvinden, fordi hun forsøgte at påkøre betjente fra ICE.

Den forklaring har dog mødt modstand fra demokratiske politikere i Minnesota. Flere mener, at kvinden derimod forsøgte at dreje væk fra ICE-betjenten og ikke udgjorde en trussel mod hans liv.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek