Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 12/08/2026 - 03:48

Trump bekræfter flyskift efter Nato-møde i Tyrkiet

Trump retter sig efter militæret, siger han og bekræfter, at han blev smuglet ud af Tyrkiet efter topmøde.

Af: /ritzau/

USA's præsident, Donald Trump, blev efter et Nato-topmøde i Tyrkiet i juli ført væk fra præsidentflyet Air Force One og over på et andet fly, fordi der var mistanke om en trussel mod ham.

Det siger Trump ifølge nyhedsbureauet Associated Press (AP) til journalister natten til onsdag dansk tid.

- Jeg retter mig efter Secret Service og militæret. De ville have mig over på et andet fly, siger han.

Trumps udtalelse bekræfter en historie, der mandag blev bragt af The Washington Post på baggrund af oplysninger fra anonyme amerikanske embedsmænd.

Avisen skrev, at Trump efter topmødet gemte sig i en cateringvogn fra lufthavnen og smuttede ubemærket om bord på et mindre fly.

Imens blev Air Force One - der var fyldt med repræsentanter for Det Hvide Hus, sikkerhedspersonale samt journalister - sendt på vingerne ud af Tyrkiet.

Flyet fungerede ifølge The Washington Post i praksis som en afledningsmanøvre, i tilfælde af at Iran ville gøre alvor af det, der af AP omtales som en troværdig trussel om et angreb.

- Jeg er bare nødt til at gøre, hvad de siger, siger Trump natten til onsdag.

Da flyet mellemlandede i Storbritannien, sneg Trump sig ubemærket tilbage om bord på Air Force One.

RITZAU

TjekDet - faktatjek