Nyon, 04/08/2025 - 14:30
FC Midtjylland får på papiret en god EL-lodtrækning
Først norsk og derefter lettisk eller finsk modstand står i vejen for FCM i Europa League-kvalifikationen.
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Hvis FC Midtjylland slår norske Fredrikstad over to kampe i de kommende uger, skal midtjyderne i Europa Leagues playoffrunde møde vinderen af opgøret mellem lettiske RFS og Kups fra Finland.
Taber midtjyderne mod Fredrikstad, bliver det til gengæld svært i Conference Leagues playoffrunde, hvor den engelske FA Cup-vinder Crystal Palace i så fald venter.
Det står fast efter lodtrækningen i schweiziske Nyon hos Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).
Mens FCM er nummer 71 på Uefas klubrangliste, så er RFS blot at finde som nummer 148, mens Kups er placeret som nummer 183.
Går FCM videre mod Fredrikstad, begynder midtjyderne på hjemmebane 21. august mod RFS eller Kups. Returkampen spilles 28. august.
Taber FCM til Fredrikstad, spiller holdet playoffrunde i Conference League mod Crystal Palace på samme datoer.
Det mulige møde med englænderne har dog et forbehold, ud over at FCM skal tabe til Fredrikstad.
Palace var som FA Cup-vinder egentligt kvalificeret til Europa League, men blev af Uefa degraderet til Conference League.
Det skete, fordi Palace delte ejergruppe med franske Lyon, der også er kvalificeret til Europa League. Og to hold med samme ejer må ifølge Uefas regler ikke deltage i samme europæiske turnering.
Palace har dog anket degraderingen til Den Internationale Sportsdomstol (CAS), da Lyon-ejer John Textor havde indgået en aftale om at sælge sine aktier i Palace til amerikaneren Woody Johnson.
Premier League manglede dog at godkende handlen inden Uefas deadline.
Der vil falde en afgørelse i CAS' behandling af anken senest 11. august.
/ritzau/