København, 22/05/2026 - 10:36
Løkke håber på fælles Arktis-erklæring efter møde med Rubio
Flere nationer, heriblandt Danmark og USA, drøfter fredag sikkerhed i Arktis i Nato-regi.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Senere fredag mødes flere nordiske lande med USA's udenrigsminister, Marco Rubio, til Nato-udenrigsministermøde, og fungerende udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) håber på et konkret udkom.
Løkke satser på, at landene kan finde frem til en fælles erklæring, når det kommer til synet på sikkerheden i Arktis.
Det fortæller den fungerende udenrigsminister til flere medier på vej ind til Nato-mødet i svenske Helsingborg.
- I forhold til Arktis er jeg glad for, at vi har mødet i den her A7-kreds med Rubio. Og mødet vil også have selskab af Grønland og Færøerne.
- Jeg ser meget frem til mødet. Og jeg håber, at vi kan sende en erklæring ud fra det møde, der viser, at alle de arktiske Nato-lande ser ens på den sikkerhedssituation, der er i og omkring Grønland og det høje nord, siger Løkke.
Den såkaldte A7-kreds består af Danmark, Sverige, Norge, Finland, Island, Canada og USA.
Ifølge Lars Løkke Rasmussen har det været en dansk prioritet i mange år at få Nato til at "engagere sig i det høje nord og i Arktis".
- Også som et gensvar til amerikanske sikkerhedsbekymringer, som vi også deler, siger han.
Løkke mødtes senest med sin amerikanske kollega i januar, hvor manges øjne var rettet stift mod Washington D.C.
Her holdt Lars Løkke Rasmussen sammen med Vivian Motzfeldt, Grønlands daværende minister for udenrigsanliggender, møde med USA's vicepræsident, J.D. Vance, og udenrigsminister Marco Rubio.
Løkke sagde efterfølgende, at parterne havde en "ærlig, men også konstruktiv snak".
Mødet blev sat i stand efter et stigende pres på Danmark og Grønland fra USA's præsident, Donald Trump. Han har flere gange bebudet, at USA skal have Grønland af sikkerhedsmæssige årsager.
Igangværende regeringsforhandlinger på dansk grund resulterer i en tætpakket fredag for Lars Løkke Rasmussen.
Han skal fredag klokken 16.30 til møde med kongelig undersøger Troels Lund Poulsen (V). Her har Troels Lund bedt Løkke om klart svar på, om Moderaterne vil støtte Venstre-formandens VLAK-regering.
Løkke røber dog intet om sit planlagte budskab til den kongelige undersøger.
- Nu er jeg til udenrigsministermøde og koncentrerer mig om det. Og så har jeg en aftale klokken 16.30, som jeg bestræber mig på at nå, siger han.
/ritzau/




