Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

02/07/2024 - 10:00

Lær junior at blive vandstærk på ferien

Når I som familie er på ferie, har I mulighed for at bruge meget tid sammen. Udnyt noget af den til at lære barnet at begå sig i vandet.

Jens Kalaene/Ritzau Scanpix

Af: Af Henriette Brøndum Neimann, Ritzau Fokus

For mange familier, der drager på ferie i løbet af sommeren, er en pool eller en strand et absolut musthave.

Og når I alligevel har adgang til vand, er det oplagt at lære junior, hvordan man gebærder sig sikkert i det.

Sådan lyder det fra svømmetræner og klubkonsulent i SvømDanmark Carsten Jokumsen.

- Typisk er man som familie meget sammen i ferieperioden. Og ofte er børnene ivrige efter at hoppe og lege i vandet, mens forældrene sidder og er nervøse. Det kan man tackle på forskellige måder, siger han.

Det første, I bør gøre, er at smide badevingerne, svømmebæltet og andre hjælpemidler.

For de giver både dig som forælder og barnet en falsk tryghed, da midlerne godt nok hjælper junior til at holde sig oppe i overfladen, men forhindrer barnet i at lære at begå sig rigtigt i vand.

I stedet er det bedre at bruge en plade, som barnet kan støtte sig til efter behov.

Selve øvelserne er oplagte at lave i poolen, men kan også foregå i havvand.

Her bør I dog være opmærksomme på, hvordan vinden og vejret påvirker vandet og dermed badesikkerheden, råder Carsten Jokumsen.

Den første øvelse, I kan kaste jer ud i, foregår ved, at barnet skal forsøge at dykke for at finde ting på hav- eller poolbunden.

Mens I selv skal kaste ting ned i poolen, kan barnet for eksempel dykke efter sten i havet, forklarer svømmetræneren.

- Kan man lære at dykke ned i vandet, holde vejret, komme op og trække vejret normalt igen, er man virkelig godt på vej til at være tryg i vand. For man træner at kunne lukke og åbne for luftindtag efter lyst, siger han.

En anden øvelse laver I ved, at du står nede i poolen og barnet hopper i fra poolkanten. Herefter skal barnet forsøge at hundesvømme ind til kanten.

- I virkeligheden er det en selvredningsøvelse, hvor både forælder og barn oplever, at barnet selv kan komme ind til kanten, siger Carsten Jokumsen.

Svømmetræneren anbefaler også en øvelse, han kalder raket, hvor barnet lærer at kontrollere balancen og holde sig oven vande.

Her står junior op ad en poolvæg, hvorefter han eller hun sætter af med benene og forsøger at svømme ud til dig, som står klar til at gribe.

- Når både barnet og forældrene bliver mere trygge ved situationen, kan man øge afstanden, siger han.

Endelig understreger Carsten Jokumsen, at det vigtigste er, at du som forælder generelt er afslappet og bruger nok tid på øvelserne.

- Så skal børnene nok lære at blive trygge i vand, siger han.

/ritzau fokus/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek