Kongens Lyngby, 05/11/2023 - 13:03
Prinsesse Benedikte overværer Jan og Starlight sejre i Hubertusjagt
Der er normalt altid repræsentanter for kongefamilien med til Hubertusjagten. I år er det prinsesse Benedikte.
Af: /ritzau/
Traditionen tro løber Hubertusjagten af stablen i Dyrehaven i Klampenborg den første søndag i november.
Ved søndagens jagt er det dronningens søster prinsesse Benedikte, der repræsenterer kongehuset.
Årets vindere for store heste var Malene Møller på hesten Jan, mens Laura Pyndt og Starlight vandt for pony.
De senere år har det typisk været kronprinsfamilien, der har været med, men i år er det altså prinsesse Benedikte, der overrækker præmier.
Hubertusjagten er en symbolsk videreførelse af de historiske parforcejagter, som Dyrehaven oprindeligt blev anlagt til.
Her lod man en flok hunde jagte en ræv. Og feltet af heste og ryttere fulgte så efter hundene og ræven.
I dag er der ingen jagthunde, og ræven er erstattet af to erfarne ryttere, som rider forrest med rævehaler på deres røde jakker.
Ruten er cirka ti kilometer lang. Undervejs på strækningen skal hestene og deres ryttere passere 32 forhindringer.
Bedst kendt er nok Magasindammen, der som regel koster adskillige fald og gennemblødte ryttere.
Jagten er blevet afholdt siden 1905 - med få undtagelser som under Anden Verdenskrig og coronapandemien.
/ritzau/