Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

New York City, 02/05/2023 - 05:47

Stjerner hylder Karl Lagerfelds kat ved årets Met Gala

Gæsterne ved årets Met Gala var blevet bedt om at klæde sig på for at ære den afdøde designer Karl Lagerfeld.

Angela Weiss/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/Reuters

En enorm hvid, blåøjet burmesisk kat bevægede sig op ad trinene på Metropolitan Museum of Art i New York City ved årets Met Gala natten til tirsdag dansk tid.

Katten var en hyldest til afdøde Karl Lagerfelds legendariske kat, Choupette. Personen inde i katten var den amerikanske skuespiller Jared Leto.

Met Gala finder sted hvert år i maj og er et velgørenhedsarrangement, der markerer åbningen af museets årlige modeudstilling.

Dette års udstilling har navnet "Karl Lagerfeld: A Line of Beauty".

Gæsterne til årets Met Gala var således blevet bedt om at klæde sig på "til ære for Karl".

Udstillingen hylder den tyske designer Karl Lagerfeld, der var kreativ direktør for store modehuse som Chanel og Fendi.

Jared Leto var ikke den eneste, der mandag aften lokal tid valgte at hylde Lagerfelds kat.

Den amerikanske rapper og sanger Doja Cat bar en kunstig kattenæse, katteører og lange kattelignende negle.

Karl Lagerfeld døde i 2019 i en alder af 85 år.

/ritzau/Reuters

København, 27/11/2025 - 10:12

Populært sladderprogram flytter til public service-kanal

Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

"Det, vi taler om" forlader podcastplatformen Podimo og kan fremover høres på Radio IIII.

Radiovært Ditte Okman folder flyttekasserne ud igen.

Programmet "Det, vi taler om" har fået ny adresse og bliver fremover sendt på Radio IIII.

Det oplyser mediet i en pressemeddelelse.

"Det vi taler om" forlader dermed podcastplatformen Podimo, hvor den har kunnet høres de seneste seks år.

"Det, vi taler om" bliver en del af fredagsfladen om eftermiddagen på Radio IIII.

I programmet vender Ditte Okman og hendes panel live ugens mest kulørte, opsigtsvækkende og underholdende historier om politik, kultur og kendte, lyder det.

- Jeg glæder mig til at komme over på Radio IIII, som er en vild og uforudsigelig butik, der ikke er bange for at udfordre - præcis lige som mig, siger Ditte Okman i pressemeddelelsen.

- Og så er der noget helt særligt ved at sende live på FM, hvor alt kan ske, og hvor lytterne kan mærke, at vi er sammen i det samme øjeblik. "Det, vi taler om" blev født i radioen på public service og bliver nu genfødt, hvor det hele startede.

Ditte Okman har bestyret "Det, vi taler om" i over ti år.

Programmet kunne første gang høres i æteren på den hedengangne kanal Radio24syv.

Herefter rykkede den til B.T., inden det kom til Podimo.

Ifølge Radio IIII's chefredaktør, Nikolai Thyssen, passer "Det, vi taler om" perfekt ind i kanalens portefølje af programmer, som oplysende, uafhængig, udfordrende og underholdende.

- Sladder er en ikke uvæsentlig samfundsfunktion, siger han i pressemeddelelsen.

- Det er her, vi i fællesskab afklarer normer, uformelt håndhæver ansvar og sætter relationer og magt i perspektiv.

"Det, vi taler om" får premiere på Radio IIII 5. december.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 27/11/2025 - 10:00

Irsk raptrio med Hizbollah-flag og svensk hitmaskine gæster Roskilde

Scott A Garfitt/Ritzau Scanpix

Udover Kneecap og Zara Larsson er amerikanske David Byrne også at finde blandt de 23 nye Roskilde-navne.

Den irske raptrio Kneepcap, der den seneste tid har trukket overskrifter i forbindelse med en sag om terrorstøtte, har fået plads i næste års program for Roskilde Festival.

Det skriver festivalen i en pressemeddelelse, hvor 24 nye navne er blevet sat på plakaten for sommerens festival.

Selv beskriver Roskilde Kneecap som værende et band, der "leverer en højenergisk koncert fyldt med politisk bid og samfundsrevsende satire".

Gruppen med sange som "Get your brits out" og "Better way to live" er kendt for sine politiske tekster og for propalæstinensiske budskaber, som er blevet fremført under gruppens koncerter.

Den ene part af trioen rapperen Mo Chara - med det borgerlige navn Liam Óg Ó hAnnaidh - har også været tiltalt for terrorbilligelse, da han viftede med et Hizbollah-flag under en koncert i London.

Sagen er senere blevet droppet på grund af for sen tiltale. Afvisningen af sagen er dog blevet kæret.

Kneecap har tidligere givet udtryk for, at gruppen mener, retssagen var et politisk forsøg på at lukke munden på medlemmerne.

Foruden den irske rapgruppe kan man på plakaten også finde svenske Zara Larsson, der optrådte i danske Royal Arena i sidste uge til stor begejstring for blandt andet Gaffas anmelder, der kvitterede med fire ud af seks stjerner.

Hun brød for alvor igennem på den internationale popscene i 2015, da hun var 17 år, med sangen "Lush life".

Med sit seneste album, der udkom i september med titlen "Midnight Sun", har den 27-årige kunstner "endelig vist, hvem hun er", som Soundvenue formulerer det.

- Det er et langt sjovere og mere rørende album, end hun nogensinde har leveret før, skriver musikmediet.

Roskilde Festival forventer også, at Larsson leverer et "storslået popshow", når hun til sommer indtager Orange Scene.

På samme scene kan man på næste års festival opleve den danske rapper Tessa og den britiske Little Simz.

- De skaber alle tre fuldstændig forrygende musik, og så har de det tilfælles, at de er meget autentiske og bruger kunsten til at dele ud af sig selv på en måde, der vækker genklang, lyder det fra festivalens musikchef, Thomas Sønderby Jepsen, i pressemeddelelsen.

Derudover vender den amerikanske sanger, som Roskilde beskriver som en "rocklegende", David Byrne tilbage til festivalen.

Den skotskfødte amerikaner Byrne, der har været frontfigur i avantgardeband Talking Heads, optrådte senest på Roskilde Festival i 2018, hvilket blev beskrevet som en "euforisk koncertoplevelse".

Foruden de førnævnte kunstnere tæller de resterende nye navne Yung Lean & Bladee, Audrey Nuna, Esdeekid, Mille, Oklou, Royel Otis, Annie and the Caldwells, Ata Kak, Bruno Berle, The Callous Daoboys, Ecca Vandal, No Joy, Rizwan-Muazzam Qawwali, Rochelle Jordan, Sherelle, Tonser, Uld, Vgtbl.pl og Yerai Cortés.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 27/11/2025 - 08:00

FAKTA: Lad krystalservicen blive i skabet

* En julefrokost kan føles som en oplagt mulighed for at bruge dit gamle krystalservice. Men mange af de gamle skåle og glas indeholder bly, som kan skade centralnervesystemet.

* Når servicen kommer i kontakt med for eksempel sild og snaps, kan der ske en afsmitning af bly til fødevarerne, som du indtager.

* Hos børn kan selv små mængder bly påvirke indlæringsevnen og intelligensen, mens det hos voksne kan skade nyrerne og øge blodtrykket. 

* Hovedparten af det krystalservice, du kan købe i dag, er blyfrit. Har dit service et blåt skær, når du kigger igennem det i dagslys, kan det skyldes bly.

* Julens sure fødevarer som rødbeder, citron og sild kan også opløse aluminium i bakker og sølvpapir. Varerne opbevares bedst i porcelæn, plastskåle eller glas.

Kilde: Fødevarestyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 27/11/2025 - 08:00

Undgå at rester fra julebordet giver dig mavepine

Nicoline Kjems-Krognos/Ritzau Scanpix

Tjek temperaturen på dit køleskab, og varm retterne godt igennem. Med få huskeregler kan du sikre, at hverken du eller dine gæster ender med ondt i maven.

Langbordet fra julefrokosten efterlader ofte en del rester, som til stor fornøjelse kan nydes i dagene efter.

Men rester af sildesalat, tarteletfyld og risalamande kan give din mave store problemer, hvis maden ikke håndteres korrekt.

Det fortæller Sørine Quaade Møller, der er sektionsleder i Foder- og Fødevaresikkerhed i Fødevarestyrelsen.

En grundig rengøring, et temperaturtjek og oprydning i køleskabet er ifølge sektionslederen gode steder at starte.

Temperaturen i dit køleskab bør være maksimalt fem grader.

- Der kommer rigtig meget mad ind, og meget af det er måske tilberedt og har høje temperaturer.

- Så er det godt, at der er lidt ekstra plads i køleskabet, så der kan være noget luft omkring maden. På den måde kan man sikre, at temperaturfaldet sker på en fornuftig måde, siger Sørine Quaade Møller.

En tommelfingerregel er, at maden skal ned fra 65 grader til en kernetemperatur på under 10 grader over maksimalt fire timer, forklarer hun.

Laver du tarteletfyldet, den brune sovs eller risengrøden til juledesserten i dagene op til servering, kan et simpelt tip mindske bakterievæksten.

- Det er en virkelig god idé at dele maden op i nogle mindre portioner og smide dem i køleskabet, siger Sørine Quaade Møller.

Under tilberedningen af julebordets uendelige retter er det vigtigt, at du holder råt kød og kødsaft helt adskilt fra alt andet.

Så kan bakterier som for eksempel salmonella og campylobacter ikke sprede sig til den færdiglavede mad og gøre dig syg.

Når retterne skal på bordet, så server lidt ad gangen for at undgå, at store mængder af den lækre mad står ude i mange timer og må ende i skraldespanden.

- Server maden, når gæsterne har sat sig til bords og er klar til at spise. Og tag den væk, så snart I er færdige, og kom den i køleskabet, siger Sørine Quaade Møller.

Det gælder især for røget laks, sildesalater og kødpålæg. Særligt rullepølse og rejesalater, der indeholder friske krydderurter, er ofte mindre holdbare.

Det er ikke kun de sygdomsfremkaldende bakterier fra maden, der kan udfordre dit helbred i juledagene.

Norovirusinfektion, der også kaldes roskildesyge, florerer især i vintermånederne, og det forebygges bedst med god håndhygiejne.

- Med varmt vand og sæbe kommer man virkelig langt. Håndsprit virker ikke på norovirus, fortæller Sørine Quaade Møller.

Sørg desuden for at bruge skeer og tænger til at tage maden. Hold på brødet med et klæde, og opdager du, at skeen er druknet i sovsen, så skift den ud med en ren, lyder hendes opfordring.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek