Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 17/04/2026 - 17:06

Åbning af Hormuzstrædet sender aktier i grønt

Både danske og udenlandske aktier stiger ved udsigten til, at der igen kan komme olie igennem Hormuzstrædet.

Af: /ritzau/

Det, der ellers lignede en halvdød dag på fondsbørserne rundtomkring, tog en drejning fredag eftermiddag.

For efter at Irans udenrigsminister, Abbas Aragchi, kort før klokken 15 erklærede Hormuzstrædet åbent for kommercielle skibe, kom der liv i aktiehandlen.

Det danske C25-indeks steg til et midlertidigt plus 0,9 procent, men var ved lukketid faldet en smule tilbage til 0,6 procent.

Det var ikke meget sammenlignet med det tyske DAX-indeks, der steg med hele 2,5 procent og de amerikanske aktier, der også åbnede handelsdagen med medvind.

Industriindekset Dow Jones lå ved 17-tiden dansk tid til en stigning på 2,2 procent, mens det brede S&P 500-indeks var 1,3 procent oppe.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek