Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 23/10/2024 - 10:04

Joakim Ingversen stopper på populært DR-program

Et travlt efterår har gjort, at Joakim Ingversen ikke vender tilbage som vært, når "Den store juniorbagedyst" løber over skærmen til næste forår.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: Af Tobias Farholt Jørgensen, Ritzau Fokus

Det bliver ikke længere Joakim Ingversen, der skal føre taktstokken, når otte nye unge bagetalenter skal forsøge at vinde "Den store juniorbagedyst" i næste års sæson.

Det oplyser redaktionschef hos DR Eva Kvist til Billed-Bladet.

- Joakim har haft et travlt efterår, og der var desværre ikke plads i kalenderkabalen til juniorbagedysten i år. Derfor glæder vi os meget til, at en ny, skøn vært byder indenfor i teltet næste år, lyder det fra Eva Kvist til Billed-Bladet.

Hun løfter ikke sløret for, hvem den nye vært kommer til at være endnu på programmet, der er blevet optaget her i efteråret.

Det skulle umiddelbart kun være på værtsposten, der er udskiftning, selv om det ikke fremgår om dommerne Katrine Foged Thomsen og Marcus Grigo, der også er dommere på de voksnes bagedyst, vender tilbage.

37-årige Joakim Ingversen har været vært for "Den store juniorbagedyst" siden programmets begyndelse i 2021.

Sideløbende har han været en del af underholdningsprogrammet "Alle mod 1", der sender live hver fredag på DR. Han har også været vært på børnenes melodigrandprix.

Sidste uge blev det desuden offentliggjort, at han sammen med sin hustru, tv-værten Sofie Linde, skal være vært på det nye DR-program "Hotel Romantik", hvor 20 seniorsingler skal finde deres "sidste, store kærlighed".

Programmet får premiere i 2025. Det samme er tilfældet med den nye sæson af "Den store juniorbagedyst", der har premiere i løbet af foråret.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek