Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 01/02/2025 - 23:34

Instruktør efter Robert-triumf: Vi har været i familieterapi

Filmen "Fuld af kærlighed" tager udgangspunkt i Christina Rosendahls version af sin egen families historie.

Emil Helms/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Holdet bag dramaet "Fuld af kærlighed" går hjem fra Robert Prisen 2025 fulde af taknemmelighed.

Filmen, der handler om en alkoholmisbrugers indvirkning på hele sin familie, høstede et hav af statuetter. Herunder for Årets Danske Spillefilm, Årets Mandlige Hovedrolle til Lars Ranthe, Årets Kvindelige Hovedrolle til Viilbjørk Malling Agger og Årets Kvindelige Birolle til Stine Stengade.

Og så vandt Christina Rosendahl prisen som Årets Instruktør og prisen for Årets Originale Manuskript, som tager udgangspunkt i hendes egen historie.

- Jeg vil gerne takke min familie, siger Christina Rosendahl i sin takketale fra scenen i Tivoli Hotel & Congress Center i København lørdag aften.

- Det er klart, at når man bevæger sig ind i noget materiale, der er personligt på denne her måde, så kræver det jo, at ens familie kan tåle det ubehag, der er ved, at man molesterer deres livserfaringer. Det er ekstremt sårbart at blive fortalt noget om.

Derfor sendte Christina Rosendahl en særlig tak til sin lillebror og til sin mor, som begge var til stede i salen, samt til sin søster, sangeren Pernille Rosendahl, som var ude at spille koncert og derfor ikke kunne være der.

Christina Rosendahl takkede sin familie for at turde at være i det ubehag, det har været at blive et kunstmæssigt materiale.

- Efter jeg har vist filmen til jer, er vi startet i familieterapi. Jeg synes, at det er så smukt, at det har resulteret i sådan en proces, at jeg har fortalt min version af vores historie, siger Christina Rosendahl og fortsætter:

- Jeg håber bare, det kan inspirere andre mennesker til at blive ved med at fortælle radikalt ærlige historier, også om det personlige, og ikke være bange for at komme til at støde nogle.

Christina Rosendahl var 14. maj sidste år i foretræde for Folketingets Socialudvalg.

Hun forelagde nøglescener fra filmen for at illustrere vigtigheden af hjælp til de pårørende.

Hun mener, at også pårørende skal være omfattet af en behandlingsgaranti. Et budskab, hun gentog på scenen, da "Fuld af kærlighed" blev kåret til Årets Danske Spillefilm.

- For hver afhængig er der fem-seks-syv-otte pårørende - hvad skal der ske med dem, lød det fra hende.

Ifølge Sundhedsstyrelsen har omkring 67.000 danskere svære tegn på alkoholproblemer.

Cirka 402.000 danskere har tegn på moderate alkoholproblemer.

I 2022 var cirka 25.000 danskere i offentligt finansieret alkoholbehandling.

/ritzau/

København, 02/02/2025 - 10:15

Stephania Potalivos babylykke: Nedtællingen er i gang

Emil Helms/Ritzau Scanpix

Stephania Potalivo håber, at hun ser ind i sine bedste år. Snart bliver skuespilleren og hendes mand, restauratøren Nils Petter Bro, forældre til en lille pige.

Stephania Potalivo var lørdag aften nomineret til en Robert for sin præstation i TV 2's komedieserie "De bedste år", som centrerer sig om en børnefamilie, og hvad der følger af praktik, bleer og presset parforhold.

Snart indtager den 38-årige skuespiller selv sit livs rolle, når hun bliver mor for første gang, og hun håber, hun går ind i sine egne bedste år.

- Jeg har det godt. Jeg har det rigtigt godt. Jeg har haft en god graviditet alt i alt, siger hun med et smil til den fremmødte presse på den røde løber i Tivoli Hotel & Congress Center lørdag aften.

Stephania Potalivo delte i oktober nyheden om den forestående familieforøgelse med sine omkring 415.000 følgere på det sociale medie Instagram med ordet: endelig.

Stephania Potalivo og hendes mand, restauratøren Nils Petter Bro, er iblandt de op mod 20 procent af befolkningen, der oplever vedvarende eller periodisk infertilitet.

I DR-programserien "Hvordan bliver jeg gravid?" delte Stephania Potalivo parrets egen historie og kiggede nærmere på videnskabelige løsninger på ufrivillig barnløshed med afsæt i sit eget fertilitetsforløb.

Hun og Nils Petter Bro, som giftede sig i sommeren 2018, besluttede sig for at stifte familie, da hun var omkring 32 år.

Da dokumentarens sidste afsnit blev sendt i marts 2024, var Stephania Potalivo blevet 37 år, og parret var stadig i fertilitetsbehandling.

Samme efterår kunne Stephania Potalivo endelig dele med sine følgere på det sociale medie Instagram, at det var lykkedes. Og nu er nedtællingen i gang, til at parret får deres lille pige i armene.

- Man kan selvfølgelig godt købe nogle ting og gøre sig klar på en eller anden måde. Men man forstår det vel nok - det tror jeg i hvert fald for mit vedkommende - først, når det sker, siger den vordende mor.

Stephania Potalivo er gået på barsel. Hvad der venter hende på den anden side af den, kan hun for nu ikke sætte flere ord på.

Heller ikke om der er endnu en sæson af "De bedste år" på vej.

- Jeg ved ikke noget, jeg må sige i hvert fald fald - jeg tror ikke, der er noget, der er helt sikkert, lyder det kryptisk.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 02/02/2025 - 10:13

Vild med dans-par: Vi skiftes til at være moren derhjemme

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Skuespilleren Sebastian Bull og den professionelle danser Asta Björk er ikke blot forlovede - de er også et hold, der gør hinanden stærkere.

Efter et hæsblæsende 2024 begyndte den professionelle danser Asta Björk og skuespilleren Sebastian Bull 2025 med sol og afslapning på den tanzaniske ø Zanzibar, som de beskriver som 12 dage i paradis.

Lørdag aften var stjerneparret tilbage i København til uddelingen af Robert Prisen i Tivoli Hotel & Congress Center, hvor Sebastian Bull var nomineret for sin præstation i filmen "Vogter".

- Asta er min rygrad. Jeg ville have svært ved at være her og have det overskud, hvis Asta ikke var der, lyder det fra Sebastian Bull.

- Det føles meget uvirkeligt for mig. Så jeg skal lige stoppe op og nyde processen.

Sebastian Bull har tidligere åbenhjertigt fortalt, at han har kæmpet med ADHD og angst.

Bedringen tilskriver han mødet med Asta Björk, som han lærte at kende, da de blev matchet op i 2023-udgaven af "Vild med dans".

Mens at han heppede på Asta Björk efteråret over i selvsamme studie, som havde bragt dem sammen året forinden, akkompagnerede den professionelle danser således sin Sebastian til Robert Prisen.

- Vi er et hold, lyder det fra Sebastian Bull, der bliver suppleret af sin Asta:

- Det er meget rart at have begge roller på en eller anden måde. At det ikke kun er en af os, der er den, og at vi ligesom skiftes om at lave mad til hinanden og støtte hinanden. Nogle gange er Sebastian moren derhjemme, nogle gange er det mig, siger hun med et smil.

- De ting, vi laver, går ret godt hånd i hånd, tilføjer Asta Björk, der snart kaster sig over sin bachelor på medicinstudiet.

Parret afslørede for få måneder siden, at de var blevet forlovet, og bryllupsplanerne er så småt i gang.

- Vi er meget enige om følelsen - vi vil sætte fokus på tiden sammen, fortæller Asta Björk.

- Min familie skal også rejse fra Island for at komme, og jeg synes, det ville være ærgerligt, hvis det kun var for den ene aften. Så vi vil gerne prøve at få brylluppet til at strække sig, fortæller den 27-årige danser, som flyttede til Danmark, da hun var 12.

- Og så er vi også enige om, at det ikke behøver at være så højtideligt.

Sebastian Bull istemmer.

- Det må gerne være skørt, flippet og jordnært - ligesom os, siger han, mens han kigger på sin forlovede.

- Vi skal bare fejre kærligheden - det er det, det gælder om.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 01/02/2025 - 08:00

FAKTA: Det kan du aflevere til genbrug

* Aflever dit rene brugte tøj i genbrugsbutikker og tøjcontainere.

* Snavset eller ødelagt tøj skal i containeren med tekstilaffald.

* I nogle kommuner må man smide bøger med blødt omslag i papircontaineren, men ellers skal bøgerne afleveres på en genbrugsstation - eventuelt som direkte genbrug.

* Kabler og elektronik skal i elektronik-beholderen. Det gælder også, hvis du for eksempel har en cykelhjelm med skjult elektronik som en lygte.

Kilder: affald.dk, Videncentret Bolius.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 01/02/2025 - 08:00

Kabelkaos og papirer: Tre steder du kan tyvstarte forårsoprydningen

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Du kan spare tid på at rydde op. Organiseringsekspert giver sine bedste råd til at komme i gang i februar.

Der er ikke meget at lave udenfor i kolde februar, og når først foråret kommer, er det med at nyde solens stråler og buskenes skud.

Forårsoprydningen kan man derfor med fordel tage hul på allerede nu.

Sådan lyder det fra organiseringsekspert Marianne Gammelgaard, der har flere års erfaring med blandt andet at hjælpe familier i TV 2-programmet "Vi drukner i rod".

- Det er netop nu, det skal gøres. Når foråret kommer, lukker vi lyset ind, og så står vores møbler og ting og skygger.

- Jeg ville faktisk sætte en deadline, der hedder, at vi skal være færdige inden foråret. Til den tid gider man ikke gå rundt og rydde op. Der vil vi ud!, siger hun.

Ud over at lette den fremtidige oprydning bliver det også lettere at komme til med både støvekost og klud, når tingene i hjemmet har fået en fast plads.

- Der skal ryddes op, før vi kan lave forårsrengøringen. Vi kan ikke komme i bund, så længe der ligger en masse rod.

Hun giver sine tre anbefalinger til, hvor du kan begynde din oprydning.

- En god en at varme op på her i vintermånederne er kassen, som mange nok kender, med gamle opladere og ledninger, man ikke ved, hvor hører til henne, siger Marianne Gammelgaard.

Når der er luget ud i bunken med ledninger og opladere, anbefaler hun, at du bevæger dig mod kontoret.

- Kontoret er en større opgave. Der kan være så mange papirer, dimser og billeder. Papirrodet fylder ikke så meget fysisk, men det er noget af det, der fylder allermest mentalt.

- Derfor er det godt at få ryddet op i nu, fordi det er om vinteren, at vi skal få hul på nogle af de rum, der kan tage lidt længere tid.

Marianne Gammelgaard anbefaler derfor også, at det tredje sted, du begiver dig hen i din februaroprydning, er på de "ekstra kvadratmeter", som hun kalder dem.

- Det kan være et ekstra værelse eller et pulterkammer, hvor de ekstra spisebordsstole står sammen med cd'erne, vi troede, vi kunne få penge for.

- Mit motto er, at dit hjem er til opbevaring af dig - ikke af dine ting. Man skal ikke indrette sit hjem efter, at man en gang om året skal have 20 gæster, når man normalt er seks.

Hun anbefaler, at du giver de ekstra kvadratmeter en funktion. Et ekstra værelse kan gøres til et dedikeret kreaværelse, motionsrum, gamerrum, lektierum eller hjemmekontor.

- Man kan også lave et dedikeret opbevaringsrum, hvor man får hængt de ekstra spisebordsstole op på væggen. Det bliver nemmere at rydde op fremover, når man kender rummets funktion, og tingene får sin egen faste plads.

- Når man først har ryddet op, så kommer der en status quo. Så ved man, at man lige en gang om måneden kan tjekke, at alle ting står på deres pladser.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek